»Denmark's got talent.«

Sådan lød det fra kronprinsesse Mary fredag, da hun sammen med sin husbond, kronprins Frederik, havde efterladt parrets fire børn i de schweiziske alper for at trække i arbejdstøjet i Kongeriget.

Mens Kronprinsen var en tur i Industriens Hus for at fejre åbningen af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme, så fejrede Kronprinsessen kvindelige erhvervsledere i revisionsselskabet Deloittes bygning på Islands Brygge.

Her skulle Kronprinsessen uddele Women's Board Award til årets kvindelige bestyrelsesmedlem.

Kronprinsesse Mary med den stolte vinder.
Kronprinsesse Mary med den stolte vinder. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Og her blev det bemærket, at Kronprinsessen havde efterladt børnene derhjemme.

Det var en af medstifterne af prisen, Susanne Hoeck, der i sin velkomsttale henvendte sig til Kronprinsessen og sagde, at hun var glad for, at Kronprinsessen var kommet – selv om det betød, at børnene var blevet alene hjemme i Schweiz, da Kronprinsen også var i Danmark.

Susanne Hoeck konstaterede derefter, at sådan var livet nogle gange for karrierekvinder, mens Kronprinsessen smilede.

Mange kvinder fra erhvervslivets top var inviteret, heriblandt Helle Thorning-Schmidt, der ligesom Kronprinsessen holdt en ’peptalk’ til kvinderne om at bryde mændenes ’monopol’ på bestyrelsesposterne, der ifølge Helle Thorning-Schmidt fortsat i stor stil primært tildeles mænd.

Kronprinsesse Mary overrakte fredag Women's Board Award 2020 i København.
Kronprinsesse Mary overrakte fredag Women's Board Award 2020 i København. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Ifølge den tidligere statsminister skyldes det, at medlemmerne ansætter nogen, de kan identificere sig med.

»Så Rip ansætter Rap, der ansætter Rup,« lød det fra Helle Thorning Schmidt, der også fandt tid til at udtale sig til pressen og rose Kronprinsessen – for netop at være en stærk kvinde på en lederpost.

»Hun gør det rigtig godt. Man kunne også høre på hendes indlæg i dag, at det er noget, hun brænder for og ved rigtig meget om, så det synes jeg, er dejlig,« sagde hun.

Kronprinsessen talte blandt andet om, at tingene måske ville ændre sig i fremtiden.

»Hvis fremtidens ledere har andre og måske mere utraditionelle kompetencer, så vil det måske skabe mere diversitet i ledelsen,« sagde hun og tilføjede:

»Danmark er et stærkt kort, når det gælder menneskeligt talent – man kunne sige: ’Denmark's got talent’.«

Årets Women's Board Award gik til 56-årige Anne Louise Eberhard, der har været tidligere topleder i blandt andet Danske Bank. De seneste år har hun valgt en fuldtidskarriere som professionelt bestyrelsesmedlem med nuværende poster i FLSmidth, Finansiel Stabilitet, Bavarian Nordic og TopDanmark.