Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kan mandag den 14. maj fejre elfenbensbryllup efter 14 år sammen som mand og kone.

Parret giftede sig i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, en forårsdag midt i maj. Op ved alteret ventede kronprins Frederik på den borgerlige australier Mary Elizabeth Donaldson, der trådte ud af kirken som kronprinsesse af Danmark.

Kronprinsparrets royale romance startede under de olympiske lege i den australske storby Sydney i 2000.

Kronprinsen befandt sig på den anden side af jorden for at overvære de danske atleter kæmpe for medaljer, men det var kronprinsen selv, der løb med den største sejr af alle.

På en pub i Sydney spottede den danske tronarving australske Mary Elizabeth Donaldson.

I starten vidste kronprinsesse Mary ikke, at hun talte med en dansk prins, men det fik hun at vide kort tid efter.

I biografien "Under bjælken: Et portræt af kronprins Frederik" fra 2017 beskriver kronprinsesse Mary et af parrets allerførste møder.

- Frederik satte mig af i Porter Street i en taxa, og inden den forsvandt om hjørnet, bad han om mit telefonnummer. Jeg gav ham det og fik et lille godnatkys, fortæller hun i bogen.

Efter OL fortsatte parret den spirende romance på hver sin side af kloden og så hinanden, så ofte det kunne.

Kronprinsesse Mary flyttede sidenhen til Danmark, og under en kærlighedsrejse til Rom i 2003 faldt kronprinsen på knæ og friede til sit hjertes udkårne på engelsk.

Det fortalte kronprinsen ifølge BT i bogen "Frederik - kronprins af Danmark" fra 2008.

- Og så sagde jeg bare: "Du kan ikke sige nej, du må ikke sige nej, du bliver nødt til at sige ja". Og så sagde hun "ja", og det var dejligt og lykkeligt. Vi var lykkelige og bare os to, sagde han i bogen ifølge avisen.

Parret giftede sig ved et forårsbryllup i 2004 og blev i oktober året efter forældre for første gang.

Prins Christian kom til verden 15. oktober 2005 og bliver dermed teenager, næste gang han har fødselsdag.

I april 2007 blev prinsesse Isabella født, og i januar 2011 fordoblede kronprinsparret børneflokken med tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.

Kronprinsfamilien bor i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg og har også en bolig i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.

/ritzau/