Det er 13 måneder siden, at dronning Mary og kong Frederik fik sine nye titler.

Men først nu har førstnævnte fundet tid i kalenderen til at tage en tur om på den anden side af kloden og besøge sine landsmænd i Australien. Og det glæder de sig tilsyneladende meget til down under.

Det australske medie 7News bager i hvert fald op til, hvad de kalder et 'historisk' statsbesøg fra Kongen og Dronningen af Danmark med stor begejstring.

'Hun er en af vores egne, der blev kongelig, og nu kommer dronning Mary endelig hjem,' skriver mediet.

Tidligere fredag eftermiddag meldte kongehuset ud, at kongeparret besøger Australien i marts.

'Besøget bliver en historisk begivenhed, da det er første gang, at en regerende monark født i Australien besøger landet i officiel egenskab,' skriver mediet videre.

Mary er opvokset på Tasmanien i Australien og har flere gange med både sin mand og deres børn besøgt sit hjemland, siden hun i 2004 blev gift med den daværende kronprins Frederik.

Statsbesøget i marts skal ifølge kongehuset styrke samarbejdet mellem Danmark og Australien på en række områder – herunder inden for grøn omstilling og økonomisk sikkerhed.

Foruden kongeparret skal vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) med på besøget.