Ifølge flere kongehuseksperter er der ingen grund til at undre sig over, hvorfor Martin Jørgensen tilsyneladende var nægtet adgang til prins Felix' konfirmation i lørdags.

I løbet af det otte år lange ægteskab mellem grevinde Alexandra og Martin Jørgensen var det ofte ham, der hentede og bragte bonussønnerne prins Nikolai og prins Felix til og fra skole.

Og da prins Nikolai forrige år skulle modtage sit eksamensbevis ved en stor translokationsceremoni på Herlufsholm Kostskole, sad den daværende reservefar bænket for at overvære stedsønnens store øjeblik. Her glimrede både prins Joachim og grevinde Alexandra ved deres fravær.

I weekenden blev der dog ført endnu et bevis for, at Martin Jørgensens rolle i prinsernes liv definitivt er udspillet. Og det står tilsyneladende helt klart, at det kolde forhold mellem Martin Jørgensen og eksfruen ikke er blevet varmere. Lørdag blev 14-årige prins Felix nemlig konfirmeret, og det stod efterfølgende klart, at den tidligere bonusfar var forment adgang til velsignelsen og den efterfølgende fest.

»Det er nu engang ikke muligt, da det desværre er denne måde, skilsmissen foregår på,« sagde 39-årige Martin Jørgensen efterfølgende ifølge ugebladet Her & Nu og tilføjede samtidig, at Felix stadig var hans dreng inde i hjertet.

Men selvom vi i dag ser eksempler på skilsmissefamilier, der står sammen omkring mærkedage og holder kontakt på trods, får vi ikke en sådan konstellation at se i tilfældet Martin Jørgensen og grevinde Alexandra. Sådan beskriver forfatter, kongehusekspert og lektor ved Københavns Universitet, Sebastian Olden-Jørgensen, efterspillet efter ægteskabet mellem grevinde Alexandra og Martin Jørgensen, der varede fra 2007 til 2015:

»Det er prins Felix, der er blevet konfirmeret. Han (Martin Jørgensen, red.) er ikke hans far. Og han er ikke længere Alexandras mand. For ham har det handlet om de personlige og følelsesmæssige behov, men hans tilknytning har ikke retfærdiggjort hans deltagelse,« siger Sebastian Olden-Jørgensen og fortsætter:

»Det kan næsten kun betyde, at de har aftalt, at han ikke er med til den slags arrangementer. Man kan aldrig tage fra Alexandra, at hun altid vil være prinsernes mor. Hun har dermed bevaret en perifer tilknytning til Kongehuset. Det har han ikke. Han er væk og borte,« lyder dommen fra kongehuseksperten.

Felix blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke lørdag den 1. april. Ved hans side stod både mor og far - men den tidligere reservefar var der ikke.
Felix blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke lørdag den 1. april. Ved hans side stod både mor og far - men den tidligere reservefar var der ikke. Foto: Marie Hald
Vis mere

Alexandra svarede iskoldt

Jon Bloch Skipper, der er historiker og kongehusekspert, tror ikke, at det er Kongehuset, som har nægtet Martin Jørgensen adgang til prins Felix' store dag. Det kan prinsernes mor meget vel selv have sørget for:

»Jeg tror egentlig ikke, at Alexandra har ønsket, at Martin skulle være der. Det tyder jo på, at deres skilsmisse ikke var den mest harmoniske. Beslutningen har hun formentlig truffet af hensyn til, at det var Felix’ dag, og at konfirmationen ikke skulle handle om alt muligt andet,« siger Jon Bloch Skipper med hentydning til, at det kølige forhold mellem de tidligere ægtefolk hurtigt stod klart i offentligheden.

Således var Alexandras svar da også usædvanligt kontant, da BT spurgte til forholdet til eksmanden ni måneder efter skilsmissen:

»Der er ikke noget forhold.«

Og kort efter grevindens kølige udtalelse, bekræftede Martin Jørgensen de rygter, der havde svirret, siden skilsmissen blev offentliggjort. Nemlig at han dannede par med arkitekten og tv-værten Eva Harlou.

Kongehuset skal altid passe på

Sebastian Olden-Jørgensen peger på, at det er vigtigt, at der ikke for ofte er personer i og omkring Kongehuset, som får hovedroller i slibrige fortællinger. I den kategori finder vi blandt andet skilsmisser, så hoffet har naturligt nok begrænset interesse i, at historien om Alexandra og Martin Jørgensen får skrevet flere kapitler til:

»De har en værdighed og ophøjethed, de skal bevare. Kongehuset må ikke blive for banalt og almindeligt, så det skal altid passe på,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Jon Bloch Skipper fornemmer, at danskerne langt hen af vejen har erfaret, at grevinde Alexandra formelt ikke længere er medlem af Kongehuset. Alligevel bør Kongehuset altid være sin position blandt befolkningen bevidst:

»Kongehuset skal passe på, at det ikke bliver forfladiget. For at fastholde dets position som noget specielt, duer det ikke, at Kongehuset udvikler sig til en skilsmissefabrik. Det har det ikke gjort endnu, men det er vigtigt for Kongehuset, at danskerne bliver ved med at se det som en særlig ting,« siger Jon Bloch Skipper.