»Jeg er ikke længere Marius, jeg er et monster.«
Sådan lød det blandt andet fra Marius Borg Høiby, da han mod slutningen af retsdagen fredag bad om ordet i retten.
»Den her sag har med længder været det mest belastende, jeg har oplevet i mit liv, og det har udvisket, hvem jeg er,« sagde han og tilføjede:
»Jeg er hele Norges hadeobjekt. Jeg har mistet 98 procent af min vennekreds, og jeg sidder helt alene,« lød det fra Høiby, der kæmpede for at holde tårerne tilbage.
I retten uddybede han yderligere, hvordan det har været rigtig hårdt at se sit privatliv udstillet i medierne.
»Hele mit liv er offentligt domæne. Sms'er, billeder, lydklip. Ting, der er så intenst private, som det er muligt, er i medierne. Og folk danner sig meninger og siger ting, der slet ikke er sande. 'Monster Marius', bliver jeg kaldt,« siger Høiby.

Han angreb samtidig både medierne og politiet.
Høiby mener nemlig, at politiet har frataget ham hele hans sociale omgangskreds ved blandt andet at beslaglægge hans sociale medier.
»Især Instagram, hvor jeg har haft mit kontaktnetværk i udlandet, hvilket jeg bestemt havde brug for i denne periode... At kunne være sammen med venner, der ikke er... Som ikke er påvirket af den vanvittige mediebelastning, der er her i Norge.« sagde Høiby i retten ifølge VG.
Samtidig brugte han også anledningen til at lange ud efter dem, der ifølge ham har solgt billeder til medierne.
»Penge trumfer loyalitet,« blev Høibys sidste ord i retten.
Retssagen mod Marius Borg Høiby afsluttes torsdag, og det vides ikke, hvornår dommen falder.
Denne artikel er bragt i samarbejde med B.T.'s søstermedie Nettavisen.

