Marius Borg Høiby, den 28-årige søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, har fået forlænget et tilhold mod sin ekskæreste med yderligere seks måneder.
Det sker, mens han står overfor en lang række alvorlige anklager, herunder vold, hærværk og fire tilfælde af overtrædelse af netop det tilhold, der nu er blevet forlænget.
Tilholdet, der oprindeligt udløb tirsdag, er nu gældende i yderligere et halvt år, bekræfter politiadvokat Andreas Kruszewski over for det norske medie Dagbladet.
Det er næppe gået ubemærket hen, at den 28-årige Marius Borg Høiby er blevet tiltalt for en lang række forhold, heriblandt fire voldtægter.
En af anklagerne lyder på, at Marius Borg Høiby har haft regelmæssig kontakt med ekskæresten i perioden fra slutningen af oktober til midten af november sidste år, hvilket er en overtrædelse af det gældende tilhold.
Konkret er han tiltalt for den 13. november at have råbt ad hende, slået hårdt i instrumentbrættet i en bil, de begge sad i, og efterfølgende at have trukket hende ud af bilen.
Marius Borg Høiby blev første gang anholdt den 4. august sidste år. Anholdelsen skete efter en episode, hvor han angiveligt overfaldt ekskæresten og forårsagede materielle skader i en lejlighed i Frogner-kvarteret i Oslo.
I en tidligere udtalelse har kronprinsessens søn erkendt visse dele af anklagerne, herunder at have udøvet vold, ødelagt genstande og truet en mandlig ven af ekskæresten.
»Sidste weekend skete der noget, der aldrig skulle være sket. Jeg begik vold og hærværk i en lejlighed, mens jeg var påvirket af alkohol og kokain efter en diskussion,« udtalte Marius Borg Høiby sidste år og tilføjede, at han kæmpede med psykiske problemer og stofmisbrug, som han ville genoptage en behandling af.
Retssagen mod Marius Borg Høiby forventes at finde sted i Oslo Byret fra den 3. februar til den 14. marts næste år.
Han er i alt tiltalt for 32 forhold. Mandag kom det frem, at ikke mindre end 53 vidner er indkaldt i retssagen.

