Marius Borg Høibys ekskæreste bryder tavsheden efter dom: 'Jeg skal ikke tie'
Realitystjernen Nora Haukland har ført an i retssagen mod kronprinsessesønnen, hun var i et forhold og boede på kongelig residens med. Nu langer hun for første gang ud efter ham efter hans fængselsdom, der har kostet hende flere dødstrusler.
Marius Borg Høibys ekskæreste, Nora Haukland, blev kendt i Norge som vinder af realityprogrammet 'Love Island', og siden er hun blevet influencer og har deltaget i flere realityprogrammer. Foto: dana / dana press
Mandag blev Marius Borg Høiby idømt fire års fængsel for stort set alle af de mange anklager om ikke mindst vold og voldtægt imod sig.
Men kronprinsesse Mette-Marits 29-årige søn ankede straks dommen, da han forsat nægter sig skyldig i de to voldtægter og i at skulle have mishandlet sin ekskæreste Nora Haukland.
Marius Borg Høiby fortalte blandt andet i retten, hvordan han hurtigt var blevet forelsket i Nora Haukland. Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix
Men nu reagerer hun for første gang på dommen.
»Mandag føltes som en lille sejr,« skriver Nora Haukland i et opslag på Instagram.
»At føle håb i retssystemet gav mig en varme i noget, som ellers har været tungt, smertefuldt og udmattende.«
Hun og Marius Borg Høiby var kærester i et halvandet års tid fra 2022 til 2023, og de nåede at bo sammen flere steder – blandt andet på den kongelige residens Skaugum.
Nora Haukland vandt 'Love Island Norge' i 2020. Efterfølgende har hun gjort karriere som influencer og realitydeltager, og så er hun som Marius Borg Høibys ekskæreste en del af sagskomplekset mod ham. Foto: Love Island Norge
Men Marius Borg Høiby tog »altid« kvælertag på hende, slog, skubbede og fastholdt hende, råbte og skreg, kastede og ødelagde ting, var psykisk kontrollerende og kategorisk utro, fortalte Nora Haukland, da hun vidnede i retssagen.
Hun fortalte, at hun en gang frygtede, at hun skulle dø på det kongelige slot, mens hun blev kvalt af Marius Borg Høiby.
En anden gang gjorde han det sågar foran en garder. En tredje gang foran en dørmand.
»Selv i dag får jeg høj puls ved lyden af en dør, der smækker, en mand, der tramper eller en motorcykel med en brølende lyd,« lyder det nu fra Nora Haukland.
Nora Haukland har som forurettet i sagen vidnet i retten i Oslo, inden Marius Borg Høibys efterfølgende forklaring om deres forhold. Foto: Ole Berg-Rusten/Ritzau Scanpix
Mandag blev Marius Borg Høiby så fundet skyldig i – blandt meget andet – at have mishandlet Nora Haukland gennem deres forhold.
Men det forhold nægter han sig fortsat skyldig i, frem til ankesagen forventeligt skal for retten næste år.
Nora Haukland skriver dog nu i sit nye opslag, at hun stadig holder fast i sin historie – men at hun har lært, at man »aldrig er et godt nok 'offer'« for folkedomstolen.
»Jeg har modtaget alt fra håbefulde brev til dødstrusler,« sukker hun.
Nora Haukland var stået frem med sine anklager mod Marius Borg Høiby og var derfor ikke beskyttet af navneforbud i retssagen, som der her ses en retstegning af hende fra. Foto: Ane Hem/NTB/Ritzau Scanpix
Men hun understreger også, at hun er »klar« til ankesagen.
»Noget, som er underligt at sige, nu jeg lå i fosterstilling i går, men hvad I hvad,« afslutter Nora Haukland sit opslag:
»Jeg skal ikke gøre mig mindre. Jeg skal ikke tie. Og jeg skal ikke knække.«
Da Nora Haukland selv vidnede i retssagen mod Marius Borg Høiby, kom hun også med en hård beskyldning mod sin daværende svigermor kronprinsesse Mette-Marit. Læs mere om det HER.