Næste år kan regentparret fejre deres 50-års bryllupsdag, og mange danskere havde nok forventet, at der ville blive holdt en kæmpefest og offentlig fejring af den store runde dag, som vi f.eks. så det, da Dronningen fyldte 75 i april sidste år.

Men det er ikke tilfældet.

Regentparret har nemlig netop meldt ud, at guldbrylluppet vil blive holdt ganske privat.

»På baggrund af en række henvendelser om, hvorledes guldbrylluppet vil blive markeret, kan det oplyses, at Regentparret ønsker at afholde guldbrylluppet under private former,« skriver Kongehuset på deres hjemmeside.

De oplyser ikke, hvorfor regentparret har valgt at droppe den store kærlighedsfejring af deres 50 års ægteskab.

Den 10. juni 1967 blev daværende prinsesse Margrethe gift med den franske diplomat Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat under et storslået bryllup i Holmens Kirke med efterfølgende karettur gennem København og bryllupsfest på Fredensborg Slot. Ved ægteskabet blev diplomaten prins og tituleres nu Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.

Den royale familie har holdt flere store fester, fødselsdage og jubilæer de seneste år, men det er ikke første gang, de vælger at drosle ned, for at bruge regentens efterhånden berømte vending.

Forrige år fejrede prinsgemalen sin 80-års fødselsdag ved blot at samle den nærmeste familie til en privat fest på prinsens elskede vinslot Cayx i Frankrig.

Siden prinsgemalens fravær ved sin hustrus fødselsdag i april og efterfølgende pensionering ved årsskiftet har der fra flere kanter været spekuleret i, om der er knas i ægteskabet bag Amaliensborgs tykke murer. Og beslutningen om at droppe den store fest må unægteligt hælde mere benzin på det sladderbål.

I februar kunne BT fortælle, at regentparret har været adskilt i hele seks af årets første otte uger, fordi Henrik havde været væk på private ferier i udlandet og således ikke havde brugt sin pensionering på at trække sig tilbage og nyde sit otium med sin hustru.

Da han vendte hjem, tog Dronningen på en to uger lang vinterferie i Norge uden sin mand. Derefter holdt hun det storslåede aftenselskab for kunst og kultur i ensom majestæt, og senest har hun sejlet Danmark rundt på det årlige sommertogt. Igen, og ganske overraskende, uden prins Henrik ved sin side som ellers vanligt.

I marts dristede den tyske avis Bild sig så til at spørge, om der muligvis var tale om en diskret udfasning af deres 49 år gamle ægteskab. Avisen stiller desuden spørgsmåltegn ved, om regentparret udelukkende er sammen på grund af royal etikette, såfremt gnisten mellem de to skulle være borte. I så fald ville dronning Margrethe være den eneste fraskilte monark i verden.

Meldingen om den private fejring kommer på dronning Margrethe og prins Henriks 49-års bryllupsdag 10. juni.