Prins Nikolai og prins Felix skal lære om rødderne tilbage til Gorm den Gamle, mener deres farmor. Dronningen fortæller i TV om at være hobby-arkæolog.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Er der noget, dronning Margrethe ved meget om, udover dét at være dronning og kunstner, så er det arkæologi. Hvordan vi har levet før og vore arkæologiske rødder betyder meget, også for danskerne, mener hun.

Det fortæller Margrethe om i 'Majestæten og arkæologien - samtale med en hobby-arkæolog', i en engageret TV-samtale med Frantz Howitz, som dk4s seere kan opleve 12. januar klokken 22.10.

Dronningen siger bl.a., at hun selv vil fortælle sine børnebørn om Danmarks fortid. Selv fik hun som barn arkæologien præsenteret af sin morfar, den svenske konge Gustav VI Adolf.

- Jeg vil jo meget gerne have, at de også skal have en historisk interesse, siger hun.

At Margrethe kan føre sin familie 1000 år tilbage, helt til Gorm den Gamles tid, er ikke uden betydning for hende.

I samtalen siger hun, at det for hende var en speciel og underlig fornemmelse at besøge Jellingegraven, hvor Gorm den Gamle blev begravet med sine to små sønner, Frederik og Joachim. Og vide, at der var slægtsbånd helt tilbage til ham, omend ad snørklede veje.

Gorms efterkommere
Gorm den Gamle menes senere at være flyttet ind i kirken for at komme under kristent tag.

- Hold da op, her står jeg med efterkommerne af Gorm den Gamle, hvis det her er rigtigt, at det er Gorm den Gamles ben, der ligger her, tænkte Dronningen, da hun stod inde i kirken med prinserne Frederik og Joachim i hånden.

Samtalen med Dronningen varer en hel time, og Frantz Howitz, der én gang før har interviewet Dronningen i et program for DR med titlen »Mine aftner i det Det Kongelige Teater«, siger, at mødet og samtalen med Dronningen var en fest fra først til sidst.

Dagligstuen oser af hygge
Det foregik 7. december i residenspalæet i Dronningens private, lille kontor og dagligstue, der - som Frantz Howitz udtrykker det: 'Oser langt væk af hjemlig hygge'.

- Noget af dét, man lægger mærke til på Amalienborg er, at det er meget mindre, end man tror. Der er familiebilleder. Der er billeder af prinsesse Alexandra med de to børnebørn, prins Nikolai og prins Felix.

Der er buster og bøger. I kaminen, som Dronningen ikke bruger på grund af brandfare, har majestæten i stedet sat nogle af sine decoupager, fortæller Frantz Howitz.

Sjovt og interessant er det, når Dronningen fortæller om de store krigsofferfund i Illerup Ådal, som hun beså første gang allerede som 12-årig.

- Det blev en pragtfuld dag med gummistøvler og en masse mudder. Det er jo lige noget for en 12-årig, husker Margrethe.

Øjenåbner for mange
- Dronningen er en øjenåbner for mange, der ikke ved ret meget om arkæologi. Det vidunderlige er, at man glemmer, at det er majestæten.

Hun taler som en ivrig hobbyarkæolog og et engageret menneske med et sprog, der er frit og pudsigt indimellem og ikke særlig majestætisk. Det synes jeg er et stort aktiv for udsendelsen, siger Frantz Howitz, der selv går meget op i arkæologi.

cath@bt.dk