Det var noget af et tilløbsstykke, da grevinde Alexandra mødte danskerne og signerede sin nye bog på bogmessen i Bella Center.

Køerne var lange, da først Arnold Busck og siden Politiken tilbød kunderne at få signeret et eksemplar af grevinde Alexandras nye bog om danskerne og lykken, 'Mit lykkelige land'.

B.T. mødte tre af de heldige, begejstrede læsere, der fik en personlig hilsen fra grevinden med hjem.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Else Marie Eriksen, Randers

»Jeg har købt en bog til mig selv og en veninde, der går på efterløn snart. Jeg synes, det er utroligt flot, at en, der kommer fra en helt anden verdensdel og kommer hertil, skriver en bog om vores lykkelige land. Det synes jeg er en stor cadeau til Danmark.«

Er du royalist?

»Ja, det er jeg nok nødt til at sige, at jeg er - ellers får jeg nok på puklen.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mille Pristed, Virum

»Titlen og emnet fanger mig. Det er ikke nødvendigvis, fordi det er hende, der har skrevet den. Jeg synes, det er rigtig spændende, og så er det selvfølgelig sjovt, at det er hende. Det giver et andet indblik i, hvordan vi er som land, at bogen er skrevet af hende, der kommer udefra.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lis Mønsted, Herlev

»Hun er en spændende kvinde. Hun satte sig hurtigt ind i landet og sproget, da hun kom hertil. Det er flot, synes jeg. Jeg håber at blive klogere på både grevinde Alexandra og lykke. Jeg har bemærket det her med, at hun siger, at man skal elske sig selv.«