Det går susende stærkt, når den svenske prins Oscar kører derudaf på sin løbecykel, men i en video, der netop er blevet offentliggjort, kan man alligevel se, at der er noget, som kan fange den lilles opmærksomhed.

Han stopper brat op og vender om for at finde hjælp hos sin far.

Den treårige prins har nemlig spottet noget plastik, som er blevet smidt i naturen.

Man kan se hans far hjælpe med at samle op og smide det i bunden af deres klapvogn for formentlig senere at finde en skraldespand.

'Prins Oscar siger også nej til plastik i naturen', står der i teksten, der følger med videoen.

Og den søde video har vakt lykke hos en masse svenskere, som sender både kommentarer og likes i retning af den.

Efter bare to timer ude på det svenske kongehus' Instagram-profil har videoen fået mere end 15.000 likes.

Ligesom man ofte ser på det danske kongehus' Instagram, så er det også den svenske kronprinsesse, som har taget billedet.

I videoen kan man høre den treårige råbe højt, da han ser plastikken.

»Plastik, plastik, plastik i naturen,« og så vender han rundt med sådan en fart, at han næsten er ved at vælte, og man kan så høre kronprinsessen grine over sin søns iver.

Familien er ude at gå en efterårstur i hvad der ligner et skovområde, og både prins Oscar og hans far, prins Daniel, er godt pakket ind.

Prins Oscar er den yngste af parrets to børn. Hans storesøster Estelle er den næste tronarving efter sin mor.