En dyb krise. Sådan vil mange nok beskrive det norske kongehus. 

Både kronprinsesse Mette-Marits relation til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein og den omfattende retssag, som sønnen Marius Borg Høiby står midt i, har sat det norske kongehus under pres

Til gengæld befinder prinsesse Ingrid Alexandra sig langt væk fra dramaet i Norge. Og det ser ud til, at hun nyder sit hemmelige liv.

Det skriver norske Se og Hør.

Den 22-årige prinsesse har nemlig lige nu sin daglige gang i storbyen Sydney på den australske østkyst, hvor hun er i gang med at studere.

Sidste sommer rykkede hun om på den anden side af jorden, som helt fysisk gav hende en nok tiltrængt afstand fra den norske offentlighed og massive interesse.

I stedet for diademer, utallige kameraer og royale forpligtelser står den på forelæsninger, eksamenslæsning og tid sammen med venner.

Selvom prinsessen lige nu lever sit studieliv i Sydney, så er hun stadig tronfølger i det norske kongehus og kan ikke slippe de royale forpligtelser fuldstændig.
Selvom prinsessen lige nu lever sit studieliv i Sydney, så er hun stadig tronfølger i det norske kongehus og kan ikke slippe de royale forpligtelser fuldstændig. Arkivfoto: Stian Lysberg Solum/EPA/Ritzau Scanpix

Et studieliv, der mere eller mindre ligner mange andres. Og det virker til at fungere godt for Ingrid Alexandra.

»Jeg føler mig fri som studerende, jeg føler absolut, at jeg kan være mig selv,« lød det fra prinsessen til norske NRK tilbage i efteråret.

Udover sit studieliv nyder hun godt af sit sociale liv i den australske storby med cafébesøg, koncerter og almindelige gøremål, skriver Se og Hør.

Og apropos andre, nye mennesker, som Ingrid Alexandra møder som ung, studerende i Sydney, så har hun et helt bestemt trick, når hun skal præsentere sig selv allerførste gang.

Hun nøjes bare med »Ingrid«.

På trods af Ingrid Alexandras nuværende liv væk fra den norske offentligheds øjne, har hun dog flere gange under sine studier besøgt hjemlandet.

Prinsessen startede sine studier i sommeren 2025 og har valgt at fordybe sig i fagene internationale forhold og politisk økonomi.