En tom plads på første række til fredagens britiske, royale bryllup modbeviser nu et rygte, der florerede, da Prins Harry og Meghan Markle blev gift i maj.

Billeder fra ceremonien i kirken viste dengang et tomt sæde på forreste række i St. George Chapel, hvor prinsen og prinsessen gav hinanden deres ja.

På sociale medier blev det hurtigt tolket som en smuk og rørende gestus til gommens mor, Prinsesse Diana, der som bekendt blev dræbt i en trafikulykke i Paris i 1997, da Prins Harry blot var en lille dreng.

Avisen The Sun bemærkede dengang, hvordan den ledige plads blev opfattet som en diskret tanke på Harrys savnede mor.

Da Prins Harry og Meghan Markle blev viet, var der også et ledigt sæde på forreste række i St. Georges Chapel. Arkivfoto
Da Prins Harry og Meghan Markle blev viet, var der også et ledigt sæde på forreste række i St. Georges Chapel. Arkivfoto Foto: POOL New
Vis mere

Men selvom det ville have været en hjerteskærende detalje i mængden under det storslåede bryllup, så meldte Rebecca English, der er royal reporter på den britiske avis Daily Mail, at det var kutyme at lade netop det sæde være ledigt.

For som billederne viser, sad monarken, Dronning Elisabeth, lige bagved. Og hun kræver frit udsyn til de højtidelige begivenheder.

Nøjagtig det samme var tilfældet fredag, da nummer ni i tronfølgen, prinsesse Eugenie, blev gift med Jack Brooksbank i samme St. George Chapel i Windsor Castle.

Her sad den øverste i den britiske kongefamilie igen på sin faste plads. Og derfor skulle sædet foran hende endnu en gang være frit.

Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank havde et ledigt sæde til venstre for bruden, så dronningen kunne følge med uden problemer med udsynet.
Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank havde et ledigt sæde til venstre for bruden, så dronningen kunne følge med uden problemer med udsynet. Foto: POOL
Vis mere

Således kunne den 92-årige dronning uden besvær se sit 28-årige barnebarn, der er datter af prins Andrew og hertuginde Sarah, få ring på fingeren og indgå ægteskab med sin elskede, Jack.

Den 32-årige borgerlige forretningsmand og prinsessen har dannet par i otte år.

Bruden blev givet bort af prins Andrew for øjnene både kongelige og kendte.

Både prins William og hertuginde Kate var til stede, og det var da også deres to ældste børn, prinsesse Charlotte på tre og femårige prins George, der en dag bliver konge af Storbritannien, som var valgt til at udgøre nogle af brudepigerne- og svendene.

Verdensstjerner som sangeren Robbie Williams, Ringenes Herre-skuespillerinden Liv Tyler og supermodellerne Cara Delevingne og Naomi Campbell overværede også vielsen i St. George's Chapel.

Brudeparret mødte hinanden gennem fælles venner på en skiferie i Schweiz i 2011 og forlovede sig under en tur til Nicaragua i starten af dette år.