'Til vores alle sammens Moder'.

Det er disse ord i et Instagram-opslag fra danseren Silas Holst målrettet dronning Margrethe, som har fået Laura Drasbæk til at sende en virtuel sviner afsted mod fødselsdagsbarnet, der fylder 80 år i dag.

'Hvis hun skal være min mor, skal hun sætte sig lidt mere ind i miljø situationen før hun udtaler sig så eklatant stupidt,' skriver den 45-årige skuespiller i en kommentar til opslaget.

'Indtil da frabeder jeg mig nogen form for familiær relation,' fortsætter hun.

B.T. har snakket med Laura Drasbæk for at høre nærmere om den eklatante sviner af landets monark. Hun fortæller, at det er Dronningens klimakommentar i Politiken for nylig, der er årsagen.

I artiklen siger dronning Margrethe blandt andet, at danskerne ikke bør 'panikke' over klimaforandringerne, som Dronningen i øvrigt ikke er overbevist om er direkte menneskeskabte.

»Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, at en kvinde, som ikke skal udtale sig om politik og den slags, kan sige sådan noget,« siger Laura Drasbæk og fortsætter:

»Det er fint, at hun sidder der og er dronning, men hun ved simpelthen ikke nok om, hvad der sker til at udtale sig på den måde. Hun har simpelthen så meget magt, så det er helt forfærdeligt, at hun siger sådan noget.«

Dronningens udtalelser medførte rasende kommentar flere steder fra, og Laura Drasbæk mener, at det er 'grotesk', at udtalelserne er blevet glemt, bare fordi hun i dag (torsdag) fylder 80 år.

»Det betyder noget. Det er ikke ligegyldigt, hvad hun skriver i Politiken. Det er ikke noget, der skal glemmes. Det er et tilbageslag i klimakampen, og det er meningen, det skal gå fremad,« siger hun og fortsætter:

»Danmark er et foregangsland for miljø og grøn omstilling, og Dronningens udtalelser er en pind i hjulet. Det betyder sindssygt meget, hvad hun siger. Jeg undrer mig over, at der er så mange, som synes, hun er en klog kone, for det synes jeg ikke, hun er. Hun er en fin, gammel dame, som også er dronning, men hun skal simpelthen ikke kloge sig på ting, hun ikke ved en skid om.«

Dronningen blev tidligere på dagen hyldet af danskerne ved Fredensborg Slot. Den planlagte fejring af majestæten blev ellers for få uger siden aflyst på grund af den dødelige coronavirus. Fejringen skal dog - ifølge Laura Drasbæk - ikke overstråle majestætens udtalelser om klimaet:

»Det er fuldstændig indiskutabelt, at klimaforandringerne er en kæmpe, kæmpe, kæmpe sag, som vi kun skal skubbe bag på, og så stikker hun en pind i hjulet på det på den måde. Jeg synes, det er grotesk, at hun ikke trækker sine udtalelser tilbage. Det er sørgeligt, at hun får lov til at sige det.«

Men har hun ikke ret, når hun siger, at folk ikke skal gå i panik?

»Det er jo ikke kun det, hun siger. Hun er citeret for at sige, at hun ikke er sikker på, om klimaforandringerne er menneskeskabte, og det vil jeg virkelig mene, at vi er forbi. Altså vi kan simpelthen ikke se os selv i øjnene og påstå, at vi er tvivl om, at de er menneskeskabte. Hvis hun gør det, så er den jo helt gal.«

B.T. har været i kontakt med Kongehuset, som ikke ønsker at kommentere på sagen.