Lørdag besøgte kongefamilien Gardehusarregimentet i Slagelse, hvor kronprins Christian tjener som værnepligtig.

I anledning af besøget delte Kongefamilien en række billeder på Instagram, hvor en særlig detalje sprang i øjnene. Nemlig navnet 'Trekroner', som Kronprinsen bar på højre bryst.

Det er en tradition, at værnepligtige tildeles kælenavne, og derfor har kronprins Christians navn også fået flere til at spekulere i, hvad 'Trekroner' henviser til.

En af dem, er B.T.s underholdningsredaktør, Fie West.

Kongehuset

»Måske er navnet et udtryk for den helt særlige situation, som kongefamilien har stået i. At Dronningen abdicerede, kong Frederik overtog tronen, og Christian blev kronprins. En tidligere, nuværende og kommende regent på samme tid. Det er historisk,« siger hun og fortsætter:

»Men altså – det er sikkert mere sandsynligt, at navnet har en hel intern betydning, som kun soldaterne på kasernen forstår.«

Historiker Emma Paaske henviser til en anden forklaring, der skal findes i heraldikken, som er læren om våbenskjoldes historie og udformning.

»Trekroner i heraldikken har historisk også symboliseret Kalmarunionens tre nordiske riger. Christian 3. førte fra 1546 de tre kroner som prætentionsvåben, og dansk-norske konger markerede på denne måde en politisk vilje til også at dominere Sverige. Brugen af trekronervåbenet blev anfægtet fra svensk side – især i 1500-tallet,« siger historikeren.

De tre kroner er ikke længere med i det danske våbenskjold, men derfor kan der alligevel være en god forklaring på, hvorfor 'Trekroner' indgår i Kronprinsens navn.

»Det kunne være for at symbolisere Norden,« siger Emma Paaske.