De mange gæster, som deltog i det kongelige gallataffel til Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag, blev mødt med en spøjs detalje, så snart de satte sig ned. De fornemme gafler og skeer lå nemlig omvendt - altså med bunden i vejret.

Til de fleste middagsarrangementer rundt om i verden ligger skeerne, så skebladet står opad som en skål, og gaflerne ligger med tænderne opad. Men det modsatte var tilfældet i går ved den kongelige fødselsdag.

Det er en skik, som nu afdøde Prins Henrik indførte i Kongehuset for år tilbage.

»Prins Henrik indførte det som en skik til Kongehusets middage for år tilbage. Sagen er, at på bagsiden af bestikket er der monogrammer, som ikke kan ses, hvis man lægger bestikket på den almindelige måde. Det, synes Prinsen, var synd, så han besluttede, at bestikket skulle ligge omvendt, så monogrammerne blev synlige,« siger Dronning Margrethes tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen, som også kort kommenterede på det i aftes ved DRs dækning af middagen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Mit indtryk er, at det var en skik, som han kendte fra Frankrig og tog med hertil. Jeg har ikke selv set det andre steder og stiftede først bekendtskab med det, da jeg var ansat i Kongehuset,« siger Christian Eugen-Olsen.

Det var alene gafler og skeer, som lå omvendt. Knivene gjorde ikke.

Det er i øvrigt ikke det samme bestik, som alle gæsterne får. Der er mange forskellige knive, skeer og gafler fra forskellige historiske perioder i Danmark. Der er således også forskellige monogrammer på det fine bestik.

»Jeg husker, at der blandt andet er noget af Christian d. 9's bestik, som man bruger. Derudover er der bestik fra den tidligere guvernørbolig på De Vestindiske Øer. Da Danmark solgte øerne i 1917, så overgik bestikket fra guvernørboligen til Kongehuset,« siger Christian-Eugen Olsen.

Skeer og gafler ved middagen til kronprinsens fødselsdag lå omvendt. Det er en skik, som Prins Henrik indførte, så monogrammerne på bestikket kan ses, når gæsterne sætter sig.
Skeer og gafler ved middagen til kronprinsens fødselsdag lå omvendt. Det er en skik, som Prins Henrik indførte, så monogrammerne på bestikket kan ses, når gæsterne sætter sig. Foto: Henning Bagger
Vis mere