Der har været et tættere forhold mellem den svenske prinsesse Sofia og den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein, end hvad der først kom frem.
Det afslører interne e-mails, som det svenske medie Dagens Nyheter har offentliggjort – og som nu har fået det svenske kongehus til at reagere.
Det sker i en besked til de svenske medier Expressen og Aftonbladet.
Her benægtes det, at prinsesse Sofia skulle have fået hjælp af Jeffrey Epstein til at komme ind på skuespilleruddannelsen og få et visum til USA, som det ellers fremgår af de lækkede e-mails.
»Prinsessen har aldrig været i nogen form for afhængighed af ham, og hun har heller ikke haft kontakt med ham i 20 år,« understreger det svenske kongehus.
Kongehuset må dog indrømme, at der godt kan være tale om flere møder mellem den svenske prinsesse og den afdøde amerikanske seksualforbryder.

»Ingen kan blive bedt om at huske alle de mennesker, de har mødt i deres liv, men det, prinsesse Sofia husker, er, at hun mødte Epstein et par gange for omkring 20 år siden,« lyder det fra det svenske kongehus.
»Vi ønsker at præcisere og gøre det klart, at dette skete i sociale sammenhænge, såsom på en restaurant og til en filmpremiere,« understreges det.
I første omgang ville det svenske kongehus dog hverken fortælle hvor eller hvordan, den svenske prinsesse »et fåtal« af gange havde mødt Epstein.
Det blev dog da bekræftet, at hun havde afvist at tage ned til ham på hans private ø i Caribien. Læs mere om det HER.
