Kronprinsen blev søndag opereret for en diskusprolaps, men det er nok nærmere hans gener end hans livsstil, der har fremprovokeret den, siger Gilles Fournier, overlæge og rygspecialist på Frederiksberg Hospital.

»Diskusprolapsen er højst sandsynligt genetisk betinget. Hans far havde også lidelsen. Det er stor videnskabelig evidens for, at diskusprolapser har en arvelig komponent,« siger Gilles Fournier til B.T.

Kronprins Frederik har gennem længere tid døjet med rygsmerter og sagde i en video tilbage i maj, at han ikke ville være i stand til at løbe, som han plejede, på grund af rygsmerter. Søndag blev han så opereret.

»Løbet i maj ville ikke i sig selv kunne have ført til, at kronprinsen skulle opereres. Så ville operationen være foregået umiddelbart efter,« siger Fournier.

Gilles Fournier forklarer, hvordan tunge løft og uheldige bevægelser kan føre til diskusprolapser, men at det oftest sker for folk, der er genetisk disponerede og derfor har lettere ved at pådrage sig en.

Kronprinsen, der ellers har levet et aktivt liv, har efter længere tids smerter og gangbesvær været nødsaget til at lade sig indlægge og operere søndag.

Mandag blev han udskrevet fra Rigshospitalet, og kongehuset udsendte en pressemeddelelse, hvori der stod:

'Hans Kongelige Højhed Kronprinsen blev i går opereret for en diskusprolaps på Rigshospitalet.

Operationen forløb som planlagt, og Kronprinsen har det efter omstændighederne godt og er udskrevet her til morgen.

Der venter i den kommende tid et genoptræningsforløb, og derfor må det forventes, at Kronprinsens officielle aktiviteter i de næste par uger bliver aflyst.'

En diskusprolaps sker, når de små bruskskiver i rygsøjlen bliver klemt og glider ud af deres faste pladser. Hos nogen mennesker sker det lettere end hos andre, og hos dem skal der ofte ikke meget til.

»Diskusprolapser kan ske ved noget så simpelt som et nys eller eksempelvis ved at løfte et barn, hvis man er disponeret,« fastslår Gilles Fournier.