Høj feber og problemer med vejrtrækningen er blot nogle af de influenzasymptomer, som prinsen højst sandsynligt er ramt af i øjeblikket. Sygdommen er farligere for den aldrende prinsgemal end for yngre mennesker og kræver ekstra opmærksom, mener læge.

Kongehuset meldte tirsdag ud, at den 80-årige prinsgemal ikke kommer til at deltage ved fejringen af dronningens 75-års fødselsdag onsdag og torsdag, da han er sengeliggende med influenza.

Læge og foredragsholder Jerk W. Langer vurderer, at influenza er alvorlig. Jo ældre man er, des farligere er influenza, siger han:

Læs også:

Hjertet arbejder hårdere, når man er ramt af feber i forbindelse med influenza. Der er simpelthen større risiko for, at kroppen ikke kan følge med, når man er oppe i årene, og i Danmark dør flere tusinde mennesker hvert år af influenza. Specielt ældre, eller folk der har komplikationer i forvejen, er i risikogruppen. Derfor er det vigtigt at følge sygdommen tæt, når man er over 65 år gammel,« siger Jerk W. Langer til bt.dk.

Læge og foredragsholder Jerk W. Langer vurderer, at prins henrik har et fint helbred, men at der er grund til at være ekstra opmærksom overfor sygdommens forløb over de næste dage.
Læge og foredragsholder Jerk W. Langer vurderer, at prins henrik har et fint helbred, men at der er grund til at være ekstra opmærksom overfor sygdommens forløb over de næste dage. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Prins Henrik har tidligere haft problemer med sit helbred. Han har blandt andet været indlagt for bronkitis, og det var mistanken om lungekræft, der fik prinsen til at lægge cigaretterne på hylden i slutningen af 90’erne. Jerk W. Langer fortæller, at vejrtrækningen er hårdt ramt under influenza, og at tidligere sygdomsforløb kan have en betydning.

Læs også:

»Jeg tror faktisk, at prinsen lever et sundt liv. Han spiser god mad, motionerer med sine hunde og får et glas god rødvin dagligt. Alle sammen gode ting for helbredet. Prinsen har tidligere røget en del, men det betyder nok mindre, da det er længe siden, og hans lunger sikkert har det bedre nu. Men man skal følge ham tæt,« siger Jerk W. Langer.

Prinsen var ikke ved dronningens side mandag, da hun tog imod pressen på Fredensborg slot, og han var heller ikke med, da hun tirsdag besøgte Nationalmuseet. Prinsgemalen har dermed været ramt af influenzaen i mindst to dage. Hvis influenzaen trækker ud, kan det være farligt.

Læs også:

»Det er vigtigt at holde opsyn med prins Henrik. Hvis han ikke har fået det bedre indenfor fire-fem dage, kan det være tegn på komplikationer i forbindelse med influenzaen,« siger Jerk W. Langer.

Mens dronning Margrethe begiver sig rundt for at blive fejret i dagene omkring fødselsdagen, er det vigtigt med ro og hvile til prinsgemalen:

»Han har formodentlig høj feber, og det giver god mening, at han ikke deltager i begivenhederne i disse dage. Når man har influenza, kan man stort set ikke andet end at ligge i sengen, og det er faktisk også det bedste at gøre. Det, ro, og masser af væske er vejen ud af influenzaen,« vurderer Jerk W. Langer.

Onsdag bliver dronning Margrethe fejret af det officielle Danmark ved en gallamiddag på Christiansborg Slot. Og torsdag står hele dagen i fødselsdagsfejringens tegn allerede fra klokken 9, hvor Dronningen bliver vækket på Fredensborg Slot, inden hun efter en masse aktiviteter skal hyldes på Fredensborg Slot om aftenen. Det bliver dog uden prins Henrik ved sin side.