I næsten fire år har en makaber mordgåde fra Hamburg givet tyske politifolk grå hår i hovedet.

Trods en storstilet efterforskning er det ikke lykkedes at finde gerningsmanden, der i august 2017 dræbte og parterede den 48-årige Maria A.

Resterne af hendes lig blev over flere dage fundet i 12 dele i byens kanalsystem over en strækning på 20 kilometer.

Efterforskningen har klarlagt, at den dræbte kvinde oprindeligt kom fra det centralafrikanske land Ækvatorial Guinea og var bosat i Spanien. Men før sin død havde hun arbejdet som prostitueret i den nordtyske hansestad under navnet »Rosa«.

Hun var mor til tre børn.

I den omfattende efterforskning er der blevet journaliseret over 500 mulige spor, men endnu har det ikke ført til pågribelsen af morderen. Derfor tog politiet i Hamburg onsdag et nyt og anderledes efterforskningsskridt i brug.

På præcis det sted under en bro ved Goldbekkanalen, hvor der i august 2017 blev fundet nogle af den parterede kvindes ligdele, ville den lokale mordkommission sammen med retsmedicinske eksperter forsøge at skaffe sig et præcist billede af strømforholdene og vandtransporten af ligdelene.

Derfor havde efterforskerne medbragt dele af et parteret svin, som i størrelse, vægt og proportioner skulle ligne resterne af den parterede kvinde bedst muligt.

Den myrdede Maria A., som hun ifølge politiet i Hamburg så ud ved sin forsvinden i 2017.
Den myrdede Maria A., som hun ifølge politiet i Hamburg så ud ved sin forsvinden i 2017. Foto: Politiet i Hamburg
Vis mere

»Vi vil prøve at klarlægge, hvor gerningsmanden kan have kastet ligdelene i vandet,« forklarer Sandra Levgrün – talskvinden for politiet i Hamburg – til det tyske medie Bild.

Et hold politidykkere med særlige kameraer dokumenterede undervejs kødstykkernes bevægelser gennem kanalsystemernes strømme. For at gøre rekonstruktionen  så realistisk som muligt, fik de normale kanalbåde også lov til at sejle gennem undersøgelsesområderne med deres normale tidsintervaller.

I forbindelse med opdagelsen af de 12 ligdele i vandløbene i Hamburg i august 2017 fandt politiet også en stor, mørkeblå T-shirt, som man betragter som et uhyre centralt spor i jagten på gerningsmanden.

T-shirten i størrelse XXXL  blev fundet ganske tæt på en af ligdelene. Og efterfølgende dna-analyser viste, at der på trøjen fandtes biologiske spor fra både mordofferet og en ukendt mand.

Den mørkeblå T-shirt størrelse XXXL, som ifølge politiet er relevant i forhold til gerningsmanden i det uopklarede kvindemord.
Den mørkeblå T-shirt størrelse XXXL, som ifølge politiet er relevant i forhold til gerningsmanden i det uopklarede kvindemord. Foto: Politiet i Hamburg
Vis mere

Derfor er T-shirten af politiet blevet betegnet som »relevant for gerningsmanden«.

Senere er mere end 60 mænd, der på forskellig vis var mistænkt for at kunne være interessante for efterforskningen, blevet testet for at holde deres dna-profiler op mod dna-sporet på den mørkeblå T-shirt, men indtil videre uden resultat.

I håb om henvendelser fra offentligheden har politiet ved hjælp af moderne teknologi kunnet skabe et billede af, hvordan den myrdede kvinde efter alt at dømme så ud på tidspunktet for sin forsvinden. Blandt andet var hun iklædt en ret iøjnefaldende kjole.

Vidner har set hende forlade området ved Hansaplatz i Hamburg i selskab med en godt 50-årig mand, der var cirka 180 cm høj, lyshudet og bar på en klar plastikpose, der muligvis indeholdt VHS-bånd.

Andre vidner – to dengang 15-årige piger – så 1. august 2017 om aftenen en mand kaste noget i floden Elben i nærheden af det sted, hvor de sad på en bænk.

To dage senere blev nogle af de parterede ligdele af den myrdede Maria A. fundet ikke så langt derfra på det sted, hvor strømmen ifølge politiets undersøgelser ville føre dem hen. Det drejede sig om et lår og en del af hendes torso.