Hverken kronprins Frederik, hans hustru eller tre yngste børn er smittet med covid-19.
Det fastslår kongehuset fredag formiddag i en pressemeddelelse. Heri lyder det også, at prins Christian ikke har haft symptomer.
Han blev mandag testet positiv for virussen, efter kronprinsparret søndag var blevet orienteret om et lokalt smitteudbrud på Tranegårdskolen i Hellerup.
Her har prinsen og hans yngre søskende – prins Vincent, prisesse Isabella og prinsesse Josephine – deres daglige gang.

Da det viste sig, at prins Christian var smittet, gik hele familien straks i isolation og har derfor udelukkende opholdt sig i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg siden mandag.
Nu kan størstedelen dog grundet de negative testsvar atter bevæge sig frit – i hvert fald så frit, som de øvrige restriktioner tillader det i disse tider.
Prins Christian vil forblive i isolation indtil mandag 14. december. Han når dermed at blive klar, inden kronprinsfamilien sammen skal fejre jul på Amalienborg.
Det bliver dog uden børnenes farmor, Dronningen, der i år drager mod Schackenborg Slot i Sønderjylland, hvor hun vil tilbringe højtiden med prins Joachim og hans familie.