På baggrund af den skærpede situation i Danmark som følge af coronaudbruddet afbryder kronprinsfamilien opholdet i Schweiz.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelse. Heri lyder det blandt andet:

'Kronprinsparret finder det mest naturligt at vende hjem og stå sammen med danskerne i en tid, der kræver meget af alle, og hvor der ligger et fælles ansvar for at passe på hinanden.'

Kronsprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn har siden starten af januar gået på en international skole i Schweiz.

»Vi ser det som en gave til vores børn, hvor de kan være sammen om det, og en gave, de kan have med sig resten af livet,« har Kronprinsessen tidligere udtalt om opholdet.

Planen var, at børnenes skoleophold skulle vare i 12 uger, men det bliver således afbrudt som følge af situationen i Danmark.

I pressemeddelelsen lyder det, at prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine ikke vil vende tilbage til den internationale skole Lemania-Verbier.

I stedet vil de – når de offentlige institutioner i Danmark atter åbner – fortsætte deres skolegang på Tranegårdskolen i Gentofte.

Det var også her, børnene modtog undervisning, før de rejste til Schweiz.

Under opholdet har kronprinsesse Mary været ved børnenes side – lige med undtagelse af nogle enkelte ture til Danmark, hvor Kronprinsessen har haft royale pligter at passe.

Modsat sin hustru har kronprins Frederik ikke været bosat i Schweiz, men har i stedet besøgt sin familie, når kalenderen har tilladt det.

Oprindeligt var det planen, at familien skulle genforenes i Danmark efter skoleforløbets slutning 6. april.