Kongehuset har delt en julehilsen fra Kronprinsfamilien, der hygger sig og bager småkager derhjemme.

Og det er i den grad en hilsen, der er faldet i god jord blandt danskerne på sociale medier.

'Verdens bedste Kronprinsfamilie.Tak for jer. Tak fordi I er som I er,' skriver Johannes K. Lund eksempelvis på Facebook, hvor mere end 700 har kommenteret videoen, der i skrivende stund har godt 10.000 likes og er blevet set mere end 125.000 gange.

Derudover er videoen også delt på Instagram, hvor godt 500 har kommenteret, og mere  end 96.000 har set videoen.

I videoen ser vi Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og de fire royale børn i deres hjem i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.

Familien er, som så mange andre familier op til jul, i fuld sving med at bage og pynte julesmåkager, og Frederik får sig også en enkelt smagsprøve.

På de sociale medier påpeger flere, hvor skønt det er at se, hvordan Kronprinsfamilien trods sin status også bare er en børnefamilie som så mange andre.

'Og som i alle andre familier spiser farmand lidt af julekagerne undervejs. Mor laver kærligt spas og dypper glasur på fars næsetip, børnene griner og nyder det og hunden vil også være med. Simpelthen en skøn kærlig familie, som en dag bliver vores dejlige kongepar. Sådan en hyggelig og skøn julehilsen fra jer!' skriver instagram-brugere martinproinsta blandt andet.

Kronprinsfamilien sender en julehilsen på Kongehusets Facebookside fra deres hjem i Frederik VIII's Palæ, Amalienborg. I anretterværelset, hvor Kathrine Ærtebjergs kunst ses i baggrunden, laver Kronprinsen, Kronprinsessen, Prins Christian, Prinsesse Isabella, Prins Vincent og Prinsesse Josephine julekager og pynter dem med farvet glasur.
Kronprinsfamilien sender en julehilsen på Kongehusets Facebookside fra deres hjem i Frederik VIII's Palæ, Amalienborg. I anretterværelset, hvor Kathrine Ærtebjergs kunst ses i baggrunden, laver Kronprinsen, Kronprinsessen, Prins Christian, Prinsesse Isabella, Prins Vincent og Prinsesse Josephine julekager og pynter dem med farvet glasur. Kongehuset/handout

'Man bliver så glad og stolt af at det er vores kommende regentpar,' lyder det fra brugeren letheskildsen, som langt fra er alene om at være glad for og stolt af den danske Kronprinsfamilie.

'En rigtig glædelig jul til jeres dejlige familie. Vi er privilligeret at have sådanne repræsentanter for vores skønne land,' skriver brugeren wes.mona.

Generelt er Kongehuset ekstremt populært blandt danskerne på sociale medier, og hele 264.000 danskere følger således med på Kongehuset Instagram-profil, mens 223.000 synes godt om Kongehuset på Facebook.

Dronning Margrethe har i år også lavet en særlig julehilsen til danskerne i form af en julekalender på Instagram.

Kronprinsen, Kronprinsessen, Prins Christian, Prinsesse Isabella, Prins Vincent og Prinsesse Josephine bager julekager og pynter dem med farvet glasur.
Kronprinsen, Kronprinsessen, Prins Christian, Prinsesse Isabella, Prins Vincent og Prinsesse Josephine bager julekager og pynter dem med farvet glasur. Kongehuset/handout