Kronprinsesse Mary er i al hemmelighed rejst til Bangladesh med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Det kan B.T. nu fortælle.

Her skal ministeren underskrive en ny grøn aftale med landets udenrigsminister A.K. Abdul Momen. Aftalen skal sikre et partnerskab om klima og grøn omstilling mellem de to lande.

Flemming Møller Mortensen har kronprinsesse Mary med på rejsen, og sammen skal de besøge udsatte lokalsamfund i den bengalske bugt for at få et førstehåndsindtryk af, hvordan klimaforandringer præger landet.

Aftalen betyder, at Danmark skal hjælpe Bangladesh med at få en grønnere fremtid. Danmark vil assistere både med videnskab og teknologi til landet.

Kronprinsesse Mary og udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen.
Kronprinsesse Mary og udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Danmark og Bangladesh er to lande med et stærkt og aktivt engagement i den globale samtale om klimaet. Den grønne aftale i dag skal sikre, at vi er klar til at 'walk the talk' i forhold til de forpligtelser, vi har i forhold til Paris-aftalen – den internationale aftale om klimaforandringer,« siger Flemming Møller Mortensen.

B.T. er med på turen og vil de kommende dage sætte fokus på Kronprinsessens arbejde i Bangladesh.

Kronprinsparret har i de seneste år rettet deres fokus på klimaet og er blevet varme fortalere for en grønnere fremtid. Kronprinsessen har engageret sig i FNs Verdensmål og var f.eks. i Milano i september 2021 til en bæredygtighedsmesse.

Også Kronprinsen har viet sin tid til den grønne dagsorden. Det gjorde han klart, da han i sommeren 2021 forlod sin post i IOC, den Internationale Olympiske Komité.

»Beslutningen om at udtræde giver mig mulighed for at intensivere mit arbejde med andre vigtige emner, blandt andet i relation til Danmarks position som en af verdens førende nationer inden for den grønne dagsorden, bæredygtighed og innovation,« udtalte Kronprinsen.

Bangladesh er det land i verden, hvor fleste mennesker samlet set er truet af konsekvenserne af klimaforandringer.

Det forudses, at stigende havniveau i de næste 40 år kan gøre 13,5 millioner menneskers hjem ubeboelige, mens yderligere 40 millioner vurderes at være klimasårbare.