Anden pinsedag løb Royal Run af stablen med rekordmange deltagere rundt omkring i landet.

Blandt deltagerne var selvsagt også den kongelige familie, og herunder har vi samlet de største royale øjeblikke fra årets løbefest.

Prinsesse Isabella og prins Vincent ser 'Den store bagedyst'

Efter prinsesse Isabella og prins Vincent havde løbet en mil, stod de ved målstregen og heppede på københavnerne – og ventede på deres søskende, prins Christian og prinsesse Josephine, der løb femkilometerruten.

Men midt i menneskemængden spottede prinsesse Isabella pludselig Frederik Haun, der var finalist i 'Den store bagedyst' i 2019, hvilket Billed-Bladet fangede på video.

»Det er ham fra 'Bagedysten'!« udbryder prinsessen, før hendes lillebror – ledsaget af et kærligt dask fra storesøster – kalder Frederik Haun over.

»Undskyld, er det dig fra 'Bagedysten'?« spørger prins Vincent høfligt, mens hans storesøster bryder ud i grin.

»Ja – hyggeligt at møde jer! Har I også løbet?« lyder det fra Frederik Haun, der forpustet stopper op og giver hånden til de royale børn.

»1,6, ja. Vincent skal løbe ti senere!« kommer prinsesse Isabella til at afsløre, hvorefter prins Vincent sender Frederik Haun videre med et »godt løbet!«.

På sine egne sociale medier kalder Frederik Haun da også det lille møde for »lidt vildt«.

»Jeg er ret glad for, at jeg købte den billet fire timer før løbet,« kommenterede Frederik Haun, da influenceren Anders Hemmingsen ligeledes delte videoen på sin Instagram.

Aarhus kollapsede for kronprins Frederik

Inden kronprins Frederik gjorde klar til at løbe femkilometerruten i Aarhus, meddelte han gennem kongehusets Instagram, at byen, der lagde jord til træningen op til hans første maraton, havde en »særlig plads« i hans »løbehjerte«.

Men desværre skulle man tro, at kærligheden ikke var gengældt.

For ud over at løbets storskærm stod af i den jyske hovedstad, i samme øjeblik som kronprins Frederik kom i mål, så kollapsede den oppustelige målstreg kort forinden, da Kronprinsen skulle til at færdiggøre sit løb.

I stedet måtte den holdes oppe af Royal Runs mange frivillige, som da også fik roser med på vejen fra landets kommende konge.

»Jeg så godt, at der var nogen, der stod og trænede med den,« sagde kronprins Frederik efter løbet til B.T.

Som man kan se bag kronprins Frederik, så væltede målstregen i Aarhus og måtte holdes oppe, mens kronprinsen og de resterende løber kom i mål.
Som man kan se bag kronprins Frederik, så væltede målstregen i Aarhus og måtte holdes oppe, mens kronprinsen og de resterende løber kom i mål. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Prins Christians søde gestus over for sin lillebror

Det var en overraskelse for københavnerne, da alle kronprinsparrets fire børn løb med på etmilsruten.

Men der opstod endnu en sød overraskelse undervejs.

For på ruten fik 11-årige prins Vincent pludselig bly i benene, og her valgte Danmarks kommende konge, 16-årige prins Christian – der på det tidspunkt lå forrest i feltet – at vende om og kærligt få skubbet sin lillebror med videre, som du kan se i videoen fra prins Christians eget GoPro-kamera herunder.

»Jo, jo, kom så! Det kan du godt,« lød det fra prins Christian.

De opmuntrende ord viste sig at gøre godt, for prins Vincent endte med at gennemføre løbet – og prins Christian med at vinde det efter en slutspurt over målstregen.

»Jeg følte da, han skulle med,« forklarede den 16-årige storebror efterfølgende til B.T.

Kronprins Frederik havde også et par ord til det søde øjeblik, hvor hans ældste søn hjalp sin lillebror med at holde modet oppe.

»Jeg synes, det er godt, man løber sammen på de små distancer. På de store sagde jeg til ham (prins Christian, red.), at der skal han da bare løbe, hvis han har overskud til det.«

Kronprinsesse Mary overrasker borgmesteren i stramme shorts

I starten af året fik det en del opmærksomhed med på vejen, da Koldings borgmester Knud Erik Langhoff forærede kronprinsesse Mary et par korte sportsshorts, da hun besøgte Koldinghus.

Ved samme lejlighed fik han nævnt, at han håbede at se kronprinsessen i byen igen, når det blev afholdt Royal Run.

Og kronprinsessen tog da også kærligt imod de »korte shorts«, som hun kaldte dem, som hun muligvis ville tage på til genbesøget i Kolding.

»Vi må se, om jeg kommer i shorts eller lange bukser til den dag i Kolding,« lød det fra kronprinsessen til B.T.

Og ganske vist.

Til årets Royal Run var det de famøse shorts, som kronprinsessen bar uden på et par løbebukser, bekræftede hun over for pressen.

I januar forærede Koldings borgmester Knud Erik Langhoff et par shorts til kronprinsesse Mary. Da borgmesteren igen modtog kronprinsessen, der skulle løbe i byen til årets Royal Run, var hun iført de famøse shorts.
I januar forærede Koldings borgmester Knud Erik Langhoff et par shorts til kronprinsesse Mary. Da borgmesteren igen modtog kronprinsessen, der skulle løbe i byen til årets Royal Run, var hun iført de famøse shorts.
Vis mere