Det er ikke ondsindede forældre, der omskærer deres pigebørn i Afrika og Mellemøsten. Det var blandt Kronprinsesse Marys budskaber, da hun åbnede den Internationale Konference om Pigeomskæring.

- Forældre, der udsætter deres børn for omskæring, gør det, fordi de vil det bedste for deres børn. De gør det af kærlighed til deres børn, sagde hun foran op mod 250 gæster i Landstingssalen på Christiansborg i dag.

- Hvis alternativet til omskæring er, at din datter bliver socialt udstødt uden mulighed for at stifte sin egen familie, så er omskæring måske det eneste dårlige valg, sagde hun.

Konferencen havde samlet politikere, NGO'er og interesserede til en snak om, hvordan man kan bekæmpe omskæring af piger. En praksis der er både smertefuld i nuet og giver komplikationer senere i livet.

- Et liv med omskæring er et liv med smerter. Pigerne kan dø af blodtab efter omskæring, og de kan have svært ved at få børn senere i livet, siger Kronprinsesse Mary om den praksis, der på verdensplan har berørt 140 mio. kvinder, der oftest bliver omskåret, når de er mellem fire og 12 år.

Også udviklingministerminister Mogens Jensen (S) var på plads. Han var i den forgangne uge på rejse til Sydafrika med Kronprinsessen, hvor de kiggede på danske bistandsprojekter. Tirsdag blev de så genforenet om en anden sag.

- Danmark har en forpligtelse til at sikre politisk opbakning til at fremme kvinders rettigheder. Danmark vil fortsætte med at arbejde for at udrydde skadelige praksisser som tidlige ægteskaber eller tvangsægteskaber og omskæring af piger, sagde Mogens Jensen.

Konferencen var arrangeret af Foreningen mod Pigeomskæring, UNICEF, FN's befolkningsfond UNFPA, som Mary er protektor for, og Orchid Project, der er en NGO, der arbejder for at bekæmpe omskæring af piger.