Voldtægt, mord og udfordringer ud over de flestes fatteevne var, hvad kronprinsesse Mary og alle andre tilstedeværende måtte lægge øre til onsdag.

Det skete, da Kronprinsessen og fremmødte på Nærum Gymnasium i anledning af PlanBørnefondens markering af FN's Pigedag hørte to kvinder fra henholdsvis Uganda og Etiopien fortælle deres historier over en internetforbindelse. Det skriver Billed-Bladet.

21-årige Faridah Nalumansi fra Uganda fortalte, hvordan hun og hendes veninde blev overfaldet.

Selv slap hun væk, men hendes veninde blev voldtaget og dræbt.

Der var også tid til smil, da kronprinsesse Mary var med ved PlanBørnefondens markering af FN's Internationale Pigedag på Nærum Gymnasium onsdag den 7. oktober.
Der var også tid til smil, da kronprinsesse Mary var med ved PlanBørnefondens markering af FN's Internationale Pigedag på Nærum Gymnasium onsdag den 7. oktober. Foto: Emil Helms
Vis mere

Lidya Almaw Alamrew, der er 29 år, har oplevet en gruppevoldtægt ved sit universitet.

Hun kunne også berette om en mor, der havde fem børn og måtte prosituere sig selv for at have til mad til dem.

Fortællinger, der begge to tydeligt ramte noget i Kronprinsessen, som er kendt for at have piger og kvinders rettigheder højt på dagsordenen.

Kronprinsessen var eksempelvis i Kenya i 2018, hvor hun blandt andet besøgte Nairobis slumkvarterer og talte med kvinderne dér.