Kronprinsesse Mary har sagt ja til at blive ny protektor for København Zoo.
Det oplyser Zoo i en pressemeddelelse.
Og det glæder bestyrelsesformand Jørgen Horwitz:
»Zoologisk Have København har historisk set nydt protektion af kongehuset. Først med Kong Frederik den 9. som protektor og dernæst Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Derfor er vi naturligvis både stolte og beærede over, at Kronprinsessen nu vil bære traditionen videre,« siger han og fortsætter:

»Kronprinsessen og hendes familie er i forvejen gæster i haven, og vi ser således med stor glæde og forventning frem til at indvie Kronprinsessen yderligere i Zoos virke og store arbejde med forvaltning af dyr og naturbevarelse rundt på kloden.«
Zoologisk Have i København har tidligere huset de elefanter, som det thailandske kongehus i sin tid gav i gave til kongehuset.
Og om ganske kort tid tager dronning Margrethe så imod de to pandaer, som den kinesiske præsident overraskede regentparret med som en gave i forbindelse med et statsbesøg i Kina i 2014.
I sidste uge var det kronprins Frederik, der fik en ny protektion, som han overtog fra sin far. Det kan du læse mere om herunder.