To af kronprins Frederiks gamle julefrokost-kammerater er blevet taget med narko. Nu er de i al hemmelighed blevet varetægtsfængslet.

De plejer at sidde med ved bordet, når Frederik holder julefrokost med sine gamle venner i Århus, men i år må de nok nøjes med et mindre fint selskab. Det skriver B.T.

Jasper Nielsen, der er medejer af kronprinsens stamsted i Århus, Café Casablanca, har kendskab til den ellers hemmeligholdte sag.

- De to har været stamkunder her, når de har været hjemme i Danmark. Og det kommer som en stor overraskelse, at de skal være involveret i noget med narko, siger Jasper Nielsen, som selv har overværet de to fængslede holde julefrokost med kronprins Frederik.

Ifølge B.T.s oplysninger blev Frederiks venner afsløret med narko i bilen, da de var på vej i bil fra en fest på Lars Larsens golfcenter, Himmerland Golf & Country Club.

Århus politi ønsker ikke at udtale sig om detaljer i sagen, men ugebladet Se og Hør skriver, at de to julefrokost-kammerater er sigtet for besiddelse og salg af flere kilo hård narko.

mfv