Kronprins Frederik har besøgt den ukrainske ambassade sammen med sine yngste børn, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Kronprins Frederik fortæller på Instagram, at han tog prinsen og prinsessen med til ambassaden i København tidligt fredag morgen.

»Inden skolestart i morges slog jeg og mine yngste børn vejen forbi den ukrainske ambassade. På vegne af min familie sender jeg de varmeste tanker til den ukrainske befolkning,« skriver han.

Han kalder situationen 'hjerteskærende'.

Kronprinsen har besøgt den ukrainske ambassade med prins Vincent og prinsesse Josephine.
Kronprinsen har besøgt den ukrainske ambassade med prins Vincent og prinsesse Josephine.
Vis mere

»Det er uendelig trist, hvad vi oplever i Europa lige nu, og det er hjerteskærende at følge situationen i Ukraine. Min familie og jeg er dybt berørte over de billeder og beretninger, som vi dagligt er vidner til. Det gør et meget stort indtryk,« skriver Kronprinsen.

Han fortæller, at han taler med sine børn om det sammenhold, der er i resten af Europa og det store nødhjælpsarbejde, der er i gang.

»Det er vigtigt, at vi fastholder håb og deler det gode, der også sker midt i alt det grusomme,« skriver han.

Forleden mødte B.T.. Kronprinsen, hvor han også udtrykte bekymring.

11-årige prinsesse Josephine virkede berørt af situationen.
11-årige prinsesse Josephine virkede berørt af situationen.
Vis mere

»Det er klart, at det bekymrer den vestlige verden enormt meget. Det bekymrer også min familie og mig,« sagde Kronprinsen til B.T.

Han understregede også her, at Kronprinsfamiliens tanker er med folket i Ukraine.

»Vi følger udviklingen. Vores tanker er med det ukrainske folk,« sagde kronprins Frederik.

Dronning Margrethe udtalte sig også om krigen forleden.

Dronning Margrethe kalder krigen 'sørgelig'.
Dronning Margrethe kalder krigen 'sørgelig'. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er mærkeligt og sørgeligt at se, at vi skal opleve krig i vores del af verden igen, og det er noget, vi alle sammen lægger mærke til og tænker meget over,« sagde Dronningen til Billed-Bladet.