Kronprins Frederik og fire elever fra 5.A på Hvide Sande Skole indviede torsdag Danmarks og hele Skandinaviens hidtil største havvindmøllepark.

Med et symbolsk tryk på en knap blev der åbnet for produktionen af en enorm mængde hundrede procent 'grøn' strøm fra Horns Rev 3, som består af i alt 49 kæmpemøller, der er placeret omtrent 40 kilometer ude i Nordsøen.

Hver med en højde på imponerende 187 meter fra vandspejlet til øverste vingespids.

Kronprins Frederik ankom, som det sig hør og bør, som den sidste i rækken af de mange officielle gæster.

Servicetekniker ved Vattenfall Leo Pasgaard Cramon forklarer om det imponerende projekt for kronprins Frederik og klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Servicetekniker ved Vattenfall Leo Pasgaard Cramon forklarer om det imponerende projekt for kronprins Frederik og klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S). Foto: Claus Fisker
Vis mere

Som det første gav han en ventende statsminister Mette Frederiksen (S) hånden, og derefter tog statsministeren initiativ til et kongeligt kram, inden Kronprinsen gik ind i teltet, der var stillet op til formålet.

Horns Rev 3 laver så meget klimavenlig strøm, at det dækker 425.000 husstandes årlige elforbrug.

Kapaciteten gør, at mængden af vindstrøm i Danmark i ét hug stiger med 12 procent.

Men på trods af den enorme effekt, de 49 MHI Vestas kæmpemøller leverer, mens vingerne snurrer lystigt ude på det blæsende hav langt fra kysten, er der allerede nu tre andre nye store danske havmølleparker på vej.

Hver af disse kommer til at yde i omegnen af dobbelt så meget som Horns Rev 3.

Og endnu flere havvindmølleparker må forventes at blive opført i nær fremtid, hvis regeringens ambitiøse mål om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent skal nås, og at vi fra 2030 udelukkende bruger 'grøn' strøm herhjemme.

Ved den officielle indvielsesceremoni i Hvide Sande deltog – ud over kronprins Frederik og statsminister Mette Frederiksen (S) – blandt andre klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

»I dag er en festdag. Vi indvier Danmarks største havvindmøllepark. Det er et utroligt vigtigt skridt i den retning, vi alle sammen ønsker at gå mod at få helt ren og 'grøn' strøm i stikkontakterne,« sagde Dan Jørgensen.

Opbakning fra USA til Danmark fra et par amerikanske turister i Hvide Sande.
Opbakning fra USA til Danmark fra et par amerikanske turister i Hvide Sande. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Statsminister Mette Frederiksen, som de seneste par dage har haft mere end rigeligt at se til i forbindelse med det pludseligt aflyste statsbesøg fra USA’s præsident, Donald Trump, ankom få minutter efter sin partifælle.

»Vi vil reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det her er et kæmpe bidrag til det. Horns Rev 3 er fantastisk for lokalsamfundet her i Hvide Sande. Og det er fantastisk for hele Danmark,« sagde statsministeren.

I sin meget rosende tale ved indvielsen af det spektakulære og 88 kvadratkilometer store havvindmølleanlæg havde Mette Frederiksen også et par slet skjulte kommentarer om de seneste dages turbulens og farcelignende forløb, efter Donald Trump nærmest ud af det blå meddelte, at han forresten ikke lige havde tænkt sig at komme til Danmark alligevel i begyndelsen af september.

»Der har jo været lidt blæst…,« lød statsministerens dobbelttydige indledningsreplik til stor fornøjelse for de mange fremmødte.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Selv om det opstillede telt var fyldt med VIP-gæster, var både høj og lav troppet op udenfor ventende i den friske vind på at få et glimt af ikke mindst Kronprinsen.

To af dem var turister fra den amerikanske delstat New Jersey. Med store smil på læben holdt de begge hver sit til lejligheden hjemmegjorte skilt op, så budskabet ikke kunne misforstås:

'Kære Danmark, køb venligst New Jersey'. Og: 'Trump er absurd'.

Adspurgt om, hvorfor det var vigtigt for dem at give moralsk opbakning til Danmark, sagde de i munden på hinanden: »We are very sorry for this. Sorry!«

B.T.s udsendte fik lejlighed til at viderebringe de to kvinders 'salgstilbud' til Mette Frederiksen og spurgte, om statsministeren ville overveje at slå til i en hurtig handel og byde ind på New Jersey.

»Jeg oplever heldigvis rigtig mange smilende og glade amerikanere,« lød det med et glimt i øjet fra Mette Frederiksen.

De mest trofaste af de mange, som var mødt op på havnen i Hvide Sande, fik sig en ekstra én på opleveren, hvis de blev også efter det officielle program var overstået.

Som dagens sidste hilsen fra Kronprinsen gik han og Dan Jørgensen sammen med et par håndfulde af leverandøren Vattenfalls folk om bord i en ventende helikopter, der fra kajen lettede med et brøl og satte kurs ud over Nordsøen mod Horns Rev 3, så VIP'erne kunne se det hele lidt fra oven.