Hip hurra og tillykke med fødselsdagen!

I dag fylder hele Danmarks kronprins – og kommende konge – 53 år.

Den store dag er som sædvanlig blevet fejret fra morgenstunden ved, at kongehuset har delt et fødselsdagsbillede på sociale medier.

På billedet kan man se en gråstænket kronprins kigge med et seriøst blik ind i kameraet.

'Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har fødselsdag og fylder i dag 53', lyder den fåmælte tekst til billedet.

Det er uvist, hvordan kronprins Frederik skal fejre sin fødselsdag, men mon ikke han bruger den store dag sammen med sin hustru, kronprinsesse Mary, og deres fire børn, prins Christian, prinsesse Isabelle, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Den kommende konge benyttede optakten til sin store dag ved tirsdag at hoppe op på talerstolen til et møde hos Food Nation, hvor han er protektor.

Ifølge Billed-Bladet holdt han åbningstalen, hvor han blandt andet fortalte satte ord på, hvordan Food Nation gerne vil lancere et nyt internationalt koncept, der skal være med til at synliggøre de danske fødevarevirksomheder som en ansvarlig bidragyder til grøn omstilling og bæredygtig udvikling.

Da Kronprinsen blev 50 år søsatte han Royal Run, som blev en gigantisk succes.

Løbet har dog været sat på pause midlertidigt som følge af coronakrisen.