Det populære løb Royal Run løber atter af stablen 29. maj i år – og som vanligt løber Kronprinsen med.

Allerede nu er han begyndt at se frem mod foråret, når han og de – indtil videre – 50.000 tilmeldte danskere trækker i løbeskoene.

I år får man dog også mulighed for at træne op til at få nogle kilometer i benene – og så endda i selskab med tronarvingen, der selv har fået selskab af OL-atleten Sara Slott og komikeren Heino Hansen.

Det afsløres i et opslag på Kongehusets Instagram-profil.

'Som optakt til årets løb deltog jeg i går sammen med OL-sølvvinder Sara Slott og komiker Heino Hansen i optagelser til træningsvideoer, som udkommer i slutningen af februar,' står der i opslaget, som er underskrevet kronprins Frederik.

Ifølge Kronprinsen var mødet – på trods af forskellige niveauer og erfaring med motionsløb –  'en stor succes'.

Det allerførste Royal Run blev afholdt i 2018 i anledningen af Kronprinsens 50-års fødselsdag. Dengang var der 70.500 tilmeldte, mens tallet i 2022 lød på 91.700 tilmeldte.

Årets Royal Run afholdes i Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster.