Den norske kronprins, Haakon, forkorter sin kommende rejse til Japan på grund af kronprinsesse Mette-Marits helbredstilstand.

Det skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

I meddelelsen skriver kongehuset:

Hans Kongelige Højhed kronprinsen afkorter sit officielle besøg i Japan med en dag på grund af Hendes Kongelige Højhed kronprinsessens helbredstilstand.'

Kronprinsen opretholder hele det officielle program i Tokyo fra 1. til 3. juni, mens besøget i havnebyen Hachinohe den 4. juni aflyses.

Mette-Marit lider af lungefibrose, der ifølge Lungeforeningen er n sjælden sygdom, som danner arvæv i de små lungeblærer og gør lungerne stive og dermed dårligere til at ilte blodet.

Det giver symptomer som åndenød, hoste, betændelse i luftvejene, infektioner og træthed og udmattelse.

Sygdommen er kronisk. Det vil sige uhelbredelig.

I april i år kunne hun for første gang i forbindelse med et officielt arrangement ses med et næsekateter, som er forbundet til en iltmaskine via en slange.