Torsdag kom det frem, at den norske dronning Sonja havde fået indopereret en pacemaker.
Nu sætter hendes søn, kronprins Haakon, nogle ord på, hvordan hun har det.
Det gør han i forbindelse med, at han fredag har mødt pressen under et besøg hos virksomheden Gelato i Oslo, skriver VG.
»Jeg synes, hun var i god form,« siger den norske kronprins om sin mor, som han sammen med sin hustru, kronprinsesse Mette-Marit, besøgte på Rikshospitalet torsdag aften.

»Jeg ser frem til, at forbedringen fortsætter,« tilføjer Haakon.
Det var tidligere denne uge, det kom frem, at den norske dronning skulle have indlagt en pacemaker, efter hun fik hjerteflimmer under en skitur i Lillehammer i weekenden.
I en pressemeddelelse fra det norske kongehus lød det torsdag, at operationen var »vellykket«, og at dronningen »har det godt«.
Fredag lyder meldingen, at hun er blevet udskrevet og er i »god form«:
»Dronningen er sygemeldt til og med fredag den 24. januar,« lyder det videre.
Dronningens operation fandt sted ti måneder efter, at hendes mand, kong Harald, også fik foretaget en pacemakeroperation.

