Ved et pressemøde i Norge tirsdag middag fortæller kronprins Haakon nu om sin far, kong Harald, der er indlagt på hospitalet i Oslo. 

Ifølge kronprinsen er kongen i bedring, og han takker for alle tankerne til faderen. 

Kronprinsen er selv meget glad for, at kongen nu er i Norge og ikke længere i Malaysia, hvor han i første omgang blev indlagt under en ferie med sin kone, dronning Sonja.

»Det var rigtig fint at få kongen hjem. At få begge mine forældre hjem. Det tror jeg også, at kongen var rigtig glad for,« lød det fra den norske kronprins til pressemødet.

Kronprinsen har talt med sin far efter, han er kommet retur til Oslo.
Kronprinsen har talt med sin far efter, han er kommet retur til Oslo. Foto: Dana/Danapress/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kronprins Haakon besøgte kongen på hospitalet mandag. 

»Jeg besøgte ham i går, og det var tydeligt, at han var glad for at være hjemme.« 

Haakon gik ikke dybere ind i detaljerne om, hvad der var sket med kongen i Malaysia, men fortalte, at han var blevet syg, og at han derfor måtte indlægges.

Ifølge kronprinsen kommer kongen da også til at være indlagt et lille stykke tid. 

Prinsesse Ingrid Alexandra blev mandag set på vej til hospitalet med sin mor, kronprinsesse Mette-Marit. 

Kronprinsen blev ved pressemødet spurgt til, om den værnepligtige prinsessen var hjemme fra militæret på orlov, men han ville ikke uddybe yderligere. 

»Hun er hjemme om dagen,« lød det. 

Kongehuset har meldt ud mandag aften, at kongen skal have en permanent pacemaker, men det forventes, at han kommer sig helt og snart er tilbage ved sine pligter. 

Dronning Sonja har også været ved sin mands side under indlæggelsen.
Dronning Sonja har også været ved sin mands side under indlæggelsen. Foto: Dana/Danapress/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kronprinsen blev ved pressemødet spurgt om, hvorvidt kongen registrerede, at nordmændene var bekymret for ham. 

»Han ser det nok ikke helt så meget, som vi andre gør, men han er glad for de mange tanker,« lød det. 

Indtil kongen er tilbage fra hospitalet, er det kronprins Haakon, der er kronprinsregent og tager sig af de royale pligter. 

Hør seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder.