»Uh, det tror jeg, at vi tager ved en anden anledning.«
Sådan lød svaret fra norske kronprins Haakon, da han tirsdag, ved åbningen af Det norske erhvervslivs hovedorganisations årskonference, blev spurgt ind til dronning Margrethes abdikation.
Men nu er den 'anden anledning' kommet, og i DR-dokumentaren 'Frederik X – Konge af Danmark' deler den kommende norske konge sine tanker om tronskiftet.
»Det er selvfølgelig en overgang, men det er noget, som han (kronprins Frederik, red.) er forberedt på – og som kronprinsesse Mary er forberedt på. De har jo alt det, der skal til, for at det her skal gå godt, så jeg føler mig meget tryg for fremtiden,« fortæller han.
I interviewet bliver kronprins Haakon også spurgt ind til, hvordan han synes kronprins Frederik er vokset ind i rollen som tronfølger – en rolle han ikke altid har haft det godt i.
»Jeg synes, det har udviklet sig på en positiv måde, for han er en varm person, en åben person, der er åben mod verden. Og han har masser af positiv energi at bidrage med.«
Kronprins Haakon påpeger, hvor klogt det er at bygge sit virke op på sin personlighed og styrker, noget som han mener, den kommende danske konge er god til.
Han nævner ikke konkrete eksempler, men kronprins Frederik, der altid har været glad for motion, står blandt andet bag det årlige – og yderst populære – motionsløb Royal Run.
Det er 14. januar, at dronning Margrethe abdicerer som Danmarks regent, og kronprins Frederik udråbes som konge.