Når weekenden kommer, er der mange, som efter en hård arbejdsuge ser frem til at smække benene op og slappe lidt af.

Men hvis kronprins Frederik gjorde sig den slags tanker, må han være slemt skuffet.

Han har sig nemlig lidt af et weekendprogram. Det fremgår af Kongehusets kalender.

Den store begivenhed, som han nok har haft i kalenderen i et stykke tid, er selvsagt kong Charles' kroning i London.

Her startede festlighederne allerede fredag, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var inviteret til reception på Buckingham Palace. Lørdag forsatte det med hovedbegivenheden og kroningen i Westminster Abbey.

Det stopper dog langt fra her for Kronprinsen. Søndag skal han nemlig, ifølge Kongehusets kalender, være på plads i San Francisco, USA, hvor han vil være indtil tirsdag.

Her er han i sin rolle som protektor for foreningen DenmarkBridge, der har til formål at sikre danske virksomheder og iværksættere bedre adgang til viden, netværk og kapital i Silicon Valley i Californien.

Turen til USA må kronprins Frederik tage alene, for Kronprinsessen har andre planer. Mandag skal hun nemlig besøge Dagcenter Christianehøj, der ikke ligger i San Francisco, men derimod Søborg.

Du kan følge hele dækningen af kong Charles kroning HER.