Kronprinsfamilien har båret den færøske nationaldragt hver dag under familiens officielle besøg på Færøerne, men især kronprins Frederiks dragt har vakt stor opsigt blandt færinge, fordi den ved ankomsten var for stor.

»Normalt sidder den altså noget mere til, den er jo alt, alt for stor,« grinede to færøske kvinder forleden på torvet i Thorshavn, hvor de var mødt op for at se den danske royale familie.

De var dog ikke de eneste, der bemærkede, at Kronprinsens jakke tilsyneladende ikke sad, som den skulle, og emnet har været genstand for stor debat blandt færinge de seneste dage.

Kronprins Frederik i nationaldragten efter ankomst til Tórshavn torsdag.
Kronprins Frederik i nationaldragten efter ankomst til Tórshavn torsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den færøske nationaldragt er nemlig et vigtigt færøsk symbol, og hvis den ikke passer ordentligt, kan det både signalere, at man er ligeglad – eller at man ikke har prøvet tøjet i tide.

Kronprinsen fik sin nationaldragt af det færøske Lagting og landsstyre for flere år siden, og han er da heller ikke bleg for at indrømme, at jakken er noget, der er blevet snakket en del om på Færøerne.

»Ja, det gik der nogle rygter om. Jeg må have tabt mig,« svarer Kronprinsen grinende, da Kronprinsparret gav interview til den danske presse lørdag i den færøske bygd  Runavik.

Lørdag ved indsejling til byen Glyvrar havde Kronprinsen for en stund smidt den omtalte jakke.
Lørdag ved indsejling til byen Glyvrar havde Kronprinsen for en stund smidt den omtalte jakke. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Problemet med Kronprinsens jakke blev dog hurtigt løst, og allerede under gallamiddagen var kronprins Frederik iført en jakke i mindre størrelse.

»Jeg fik heldigvis mulighed for at få en lidt bedre tilpasning,« forklarer Kronprinsen.

Kronprinsesse Mary, prins Vincent, prins Christian, kronprins Frederik, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine i de færøske nationaldragter.
Kronprinsesse Mary, prins Vincent, prins Christian, kronprins Frederik, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine i de færøske nationaldragter. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Der er blevet sagt og skrevet en del om Kronprinsfamiliens nationaldragter under turen. Kronprinsesse Mary modtog sin i bryllupsgave fra det færøske folk i 2005, og børnene har fået skænket deres i gave i anledningen af familiens officielle besøg. Og for forældrene var det en stor ting at se børnene i de traditionelle dragter.

»Det var faktisk ret rørende, og de så så smukke ud, og de bærer det med stolthed. Det var dejligt at se,« forklarer kronprinsesse Mary.

Kronprinsfamilien er på officielt besøg på Færøerne frem til på søndag.