Den danske tronarving forbereder sig i disse dage på at skulle deltage i det 160 kilometer lange langrendsløb på Grønland, Arctic Circle Race.

Kronprins Frederik har siden november trænet indendørs og på rulleski i nordsjælland som optakt til det hårde løb. Han har tidligere gennemført det svenske Vasaløbet, der strækker sig over 90 kilometer. Han ser frem til den næste store udfordring, der finder sted i Sisimut fra 1-3 april.

»Jeg tror, det kommer til at gå rigtigt godt,« siger kronprins Frederik til det grønlandske medie KNR News i klippet, som du kan se i bunden af artiklen.

Ruten i det 160 kilometer lange løb, der finder sted i starten af april, skifter fra år til år, så derfor tør han ikke spå om en ideel gennemførselstid. Det danske kongehus har et varmt forhold til Grønland, og den har flere gange holdt ferie på øen, hvorfor Kronprinsen glæder sig til løbet.

»Jeg glæder mig til at få en dejlig oplevelse i Grønland endnu en gang ude i naturen,« siger han.

I september 2015 lød det klart fra Kronprinsen, at det var det grønlandske langrendsløb, der stod på menuen som den næste store fysiske test.

»Inden jeg bliver for gammel, vil jeg gerne gennemføre en Arctic Circle Race på Grønland,« sagde kronprinsen, efter han havde fået et diplom for at gennemføre 'en svensk klassiker'.«

For at sikre sig æren af at modtage diplomet, skal man inden for en periode på 12 måneder have gennemført fire hårde, svenske løb inden for hver deres kategori, og det gjorde den danske kronprins.

Det drejer sig om 90 kilometer langrend på ski til Vasaloppet, 300 kilometer på cykel til Vätternrundan, 3 kilometer svømning i åbent vand til Vansbrosimningen og 30 kilometers løb i ujævnt terræn til Lidingöloppet.