Kronprins Frederik valgte sidste år at fejre sin runde fødselsdag med løbet Royal Run, der også bliver afholdt i år.

Løbet fik danskere landet over til at snørre løbeskoene, og i år er Royal Run så stor en succes, at det har slået verdensrekord.

Man kan tilmelde sig både fem kilometer, ti kilometer eller 1,6 kilometer svarende til en mil, og det er netop sidstnævnte distance, der er skyld i verdensrekorden.

Det britiske Vitality Westminster-løb i London har tidligere været indehaver af verdensrekorden for flest tilmeldte til et løb på en mil, da løbet sidste år havde 8.040 tilmeldte.

Men med hele 17.021 tilmeldte til Royal Run i år har Kronprins Frederik og Royal Run altså slået den rekord. Det skriver TV 2.

Det er foreningen Bevæg Dig For Livet, der sammen med Kronprinsen står bag Royal Run. Direktør Dansk Atletik Forbund og Bevæg Dig For Livet, Jakob Larsen, fortæller, at man oprindeligt var meget i tvivl, om distancen 1,6 kilometer overhovedet ville fungere.

»Det var måske et lidt stort krav at bede folk om at løbe fem eller ti kilometer for at være med til fødselsdagen. Derfor sænkede vi barren til One Mile, men vi var faktisk bange for, om der overhovedet var nogen, der ville tilmelde sig den distance,« siger Jakob Larsen til TV 2.

Selvom distancen på 1,6 kilometer med sine mere end 17.000 tilmeldte allerede har slået rekord, så er der dog stadig mulighed for at være med. Loftet for tilmeldte er nemlig på 20.000 tilmeldte, oplyser Royal Run.

Kronprins Frederik under Royal Run sidste år.
Kronprins Frederik under Royal Run sidste år. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I alt har godt 75.000 danskere tilmeldt sig Royal Run 2019, der i år finder sted både på Færøerne den 1. Juni og i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg den 10. juni.

På dagen vil Kronprins Frederik løbe en mil i Aarhus, og han vil slutte dagen ved at løbe distancen på 10 kilometer i København/Frederiksberg. Derudover vil Kronprinsesse Mary deltage ved at løbe fem kilometer i Aalborg.

Der også være et Royal Run-arrangement på Bornholm den 10. Juni, men her vil løbet dog være uden royal deltagelse.

Kongehuset oplyser til B.T., at man ikke har nogle kommentarer til rekorden, men henviser til Bevæg Dig For Livet.