Sidste weekend var hele den royale verden på den anden ende, da kong Charles' kroning skulle fejres.

De er dog ikke færdige med at fejre ting i det danske kongehus – omend anledningen i denne omgang er i en lidt mindre skala.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har nemlig bryllupsdag søndag, og den anledning udnytter Kronprinsen til at sende sin hustru en hilsen på Instagram.

»Min hustru og jeg har bryllupsdag i dag. En ganske særlig dag for os begge, som vi holder af at markere – også gerne med vores fire børn,« skriver han.

Dagen falder dog også sammen med en anden, særlig begivenhed i form af mors dag, som altså giver Kronprinsen en ekstra anledning til at hylde sin kone – og resten af landets mødre.

»I år falder dagen sammen med mors dag. Derfor en særlig kærlig hilsen til dig, Mary, som ægtefælle og som mor. Samtidig vil jeg ønske glædelig mors dag til alle mødre rundt omkring i det ganske land,« skriver Kronprinsen til billedet af Kronprinsessen og prinsesse Josephine, som spiser vaffelis.

Parret blev gift 14. maj 2004 i Vor Frue Kirke i København, mens bryllupsfesten blev holdt på Fredensborg Slot.