Kronprinsen håber på det bedste for dette års sportssæson.
»Sportens verden har som andre dele af samfundet været hårdt ramt,« skriver han på kongehusets Instagram-profil og fortsætter:
»Betingelserne for at dyrke idræt og konkurrere på professionelt niveau har været yderst vanskelige og meget forskellige - afhængigt af hvor i verden, man har befundet sig.«
Han har netop siddet til generalforsamling i IOC, den internationale olympiske komité, der vil stå på de kommende tre dage. Det hele foregår virtuelt.
Her har de blandt andet drøftet de særlige udfordringer, corona har bragt med sig for afholdelsen af OL i Japan. Om de kommende sommerlege skriver han:
»Men frem for alt ser vi frem mod De Olympiske Lege og Paralympiske Lege i Tokyo senere på året. Det bliver uden tvivl en anderledes OL-oplevelse, uanset om man er foran eller bag skærmen, men den olympiske ånd lever videre.«
Han ser personligt meget frem til det på trods, og sender en særlig hilsen til alle atleterne.
»De går som mange andre gennem en udfordrende tid - og de fortjener stor respekt og anerkendelse,« skriver han.
OL i Tokyo bliver afholdt uden tilskuere fra udlandet. Samtidig planlægger man at afholde åbningsceremonien helt uden nogen på tilskuerpladserne. Det kan kun ses på video.