Kronprins Frederik har svunget landsholdstørklædet om halsen forud for Danmarks første VM-kamp.

Inden Danmarks kamp mod Tunesien har det danske kongehus nemlig delt et billede af kronprinsen, der viser sin støtte til det landshold, han nu ikke kommer ned og ser spille i Qatar.

»Så starter fodbold-VM for Danmark. Kom så, gutter!« lyder det kortfattet i opslaget på Instagram.

Forinden havde der længe været spekuleret i, hvorvidt den sportsglade kronprins selv ville drage mod Qatar for at se landsholdet spille.

Hidtil havde det lydt fra kronprins Frederik, at Kongehuset ville følge regeringens officielle linje.

Men selv efter det blev meldt ud, at hverken politikere eller andre repræsentanter for det officielle Danmark ville deltage til VM i Qatar, så var kongehuset stadig frie til at troppe op.

Til sidst bekræftede Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby dog, at man i kongehuset ville følge den fungerende regerings beslutning.

Men for et år siden sagde Kronprinsen under en rejse til Island, at han altid ville støtte landsholdet.

»Min støtte vil altid være hos landsholdet, uanset hvor det befinder sig. Det er sporten, der har min opmærksomhed,« sagde Kronprinsen da.

»Hvad der måtte være af den slags spørgsmål i forhold til værtslande, er jo et politisk spørgsmål, så De må rette henvendelse til politikerne.«

Det nye opslag, hvor kronprins Frederik hjemmefra viser sin støtte til det danske landshold, har da også fået en masse positive reaktioner.

Ikke mindst er opslaget blevet videredelt af det danske landshold på deres egen profil.

»Tak for opbakningen! Vi håber, vi kan gøre Dem og Danmark stolte.«

Danmark spiller sin første VM-kamp mod Tunesien tirsdag kl. 14.00.