Kørte 103 kilometer på mountainbike i kuperet sjællandsk skov

For lidt over en måned siden gennemførte han KMD Ironman København. Nu har Kronprins Frederik atter kæmpet sig igennem en respektaftvingende fysisk udfordring.

Søndag svedte han sig igennem 103 kilometer i kuperet mountainbike-terræn. Det skete til MTB Marathon i Gribskov og Store Dyrehave.

Sammenlignet med sidste år forbedrede den royale jernmand endda sin tid.

- Det er meget nemmere når det er tørt og der ikke er så meget mudder. Men det er stadig en udfordring at se hvor langt man tør gå på kant med sig selv, siger Kronprins Frederik ifølge Sjællandske Medier.

Kronprinsen begav sig i kast med den ekstreme udfordring i selskab med 2.000 andre mountainbike-ryttere.

I årets udgave, som var den 19. af Danmarks største mountainbikeløb, blev deltagerne ledsaget af en klar, blå himmel og tindrende flot efterårsvejr.

Et vejrlig, der blev noteret med tilfredshed hos den sportsglade kronprins.

- Første gang jeg stillede op var det værste vejr, men denne gang har det været det bedste vejr. Når man deltager tilpas mange gange så får man også en gang med sådan et vejr her, lyder det ifølge Sjællandske Medier fra Kronprins Frederik.

De 103 kilometer klarede Kronprinsen på fem timer og ti minutter.