Kronprins Frederik og prins Joachim er blevet kaldt pseudotvillinger og havde et tæt forhold gennem hele livet. Men i dag er forholdet blevet kompliceret – og der har aldrig været længere mellem Dronningens to engang så tætte sønner.

Det står klart, efter prins Joachim og prinsesse Marie for nylig indrømmede i interview med B.T., at forholdet til kronprinsparret er »kompliceret«.

I krisen mellem prins Joachim, prinsesse Marie og Alexandra og Kongehuset stod det også klart, at kommunikationen mellem brødrene var brudt fuldstændig sammen. Prins Joachim sagde med egne ord, at han ikke havde hørt fra kronprins Frederik under krisen.

Det er en bemærkelsesværdig udvikling – specielt set med de historiske briller. Kronprins Frederik og prins Joachim blev født med godt 12 måneders mellemrum og var bedste venner som børn og unge.

Kronprinsparret og prinseparret var samlet, da Dronningen kunne fejre sit 50-års regeringsjubilæum. Blot en måned senere blev Kongehuset ramt af krisen om prinse- og prinsessetitlerne.
Kronprinsparret og prinseparret var samlet, da Dronningen kunne fejre sit 50-års regeringsjubilæum. Blot en måned senere blev Kongehuset ramt af krisen om prinse- og prinsessetitlerne. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Så hvordan kunne det gå så galt for de to brødre, der engang var så tætte?

De var hinandens livsvidner, og som børn var de ofte mere sammen med barnepiger og guvernanter end deres forældre – og derfor dannede de to et makkerskab, som de fleste regnede med var for livet.

»Vi har et tæt forhold, og vi er lært op til at være selvstændige. Vi har altid været lidt væk fra vores forældre og været meget os selv, sammen,« sagde kronprins Frederik til forfatteren Jens Andersen i den berømte bog 'Under bjælken'.

Kronprins Frederik og prins Joachim startede begge på Krebs Skole i 1974, og derefter blev de sammen sendt på den strenge franske kostskole École des Roches i 1982. På mange måde var det jungleloven, der herskede i det barske miljø. Derfor blev brødrene endnu mere sammentømrede under opholdet.

Prins Henrik med sønnerne, kronprins Frederik og prins Joachim.
Prins Henrik med sønnerne, kronprins Frederik og prins Joachim. Foto: Unknown
Vis mere

»Han har sgu altid været der på en eller anden måde, og det er han stadig. Et meget roligt menneske, som ikke prøver at gøre mere ud af sig selv, end han er. Jeg så ham i mange år meget som et godt eksempel på en retning, man kunne følge. Det var i starten af teenageårene, da vi kom på kostskole, hvor vi langt hen ad vejen var overladt til hinanden. Heldigvis var vi i samme hus. Jeg kan huske, det betød meget for mig, at han var der,« sagde kronprins Frederik i bogen 'Under bjælken' fra 2017.

Faktisk blev prins Joachim en slags mentor for sin storebror i årene på kostskolen.

»Jeg lænede mig meget op ad min bror det år. Det var vel nærmest ham, der var storebroren, men han drog aldrig nogen fordel af det og var altid støttende. Han sagde hverken 'det må du selv klare' eller 'det vil jeg ikke have noget med at gøre'. Aldrig,« sagde Kronprinsen i bogen.

Efterfølgende kom de på Øregaard Gymnasium i Hellerup, men da de blev studenter i 1986, tog prins Joachim til Australien for at arbejde på en farm, mens Kronprinsen begyndte i Den Kongelige Livgarde.

Kronprinsen og prins Joachim som helt unge foran indgangen til Dyrehaven.  
Kronprinsen og prins Joachim som helt unge foran indgangen til Dyrehaven.   Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

I 1990erne blev der på en måde også vendt om på Kronprinsen og prins Joachims roller. For selvom kronprins Frederik var storebror, var det prins Joachim, der først blev gift, da han blev smedet sammen med prinsesse Alexandra i 1995. I de efterfølgende år spillede prinsen og prinsessen en meget stor rolle i det danske kongehus – ikke mindst, fordi Kronprinsen havde skiftende kærester og stadig levede en ungkarletilværelse.

Dengang snakkede mange om, at det ville være mere naturligt, hvis prins Joachim og prinsesse Alexandra skulle arve hele kongeriget. Lige indtil årtusindskiftet.

Da kronprins Frederik endelig kunne meddele, at han havde fundet sin fremtidige hustru, Mary Donaldson fra Australien, ændrede alt sig. Pludselig kunne danskerne se, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary udgjorde fremtiden for det danske monarki.

Og da prins Joachim blev skilt fra prinsesse Alexandra i 2005, blev prins Joachims rolle i Kongehuset bare mindre og mindre. Han fandt dog kærligheden igen, og i 2008 blev han gift med prinsesse Marie.

Blot en måned efter dette billede blev taget, indrømmede prins Joachim og prinsesse Marie, at forholdet til Kronprinsparret er kompliceret. Prins Joachim gjorde det klart, at han ikke havde hørt fra sin bror under krisen.
Blot en måned efter dette billede blev taget, indrømmede prins Joachim og prinsesse Marie, at forholdet til Kronprinsparret er kompliceret. Prins Joachim gjorde det klart, at han ikke havde hørt fra sin bror under krisen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men kronprins Frederik og prins Joachims roller var ændret for altid. Nu var det Kronprinsen og Kronprinsessen, der blev kørt i stilling som den kommende konge og dronning.

Langsomt blev prins Joachims hof nedlagt, og siden flyttede prinsen og prinsessen til Paris. Samtidig gik der langt tid mellem, at de to familier så hinanden.

Siden har det stået klart, at forholdet mellem de to familier ikke har været tæt. For eksempel kom prins Joachim og prinsesse Marie ikke til prins Christians konfirmation i 2021.

Prins Christian blev konfirmeret i 2021 - uden deltagelse fra prins Joachim og prinsesse Marie. Det var dog også i slutningen af coronakrisen, hvor det var besværligt at rejse.
Prins Christian blev konfirmeret i 2021 - uden deltagelse fra prins Joachim og prinsesse Marie. Det var dog også i slutningen af coronakrisen, hvor det var besværligt at rejse. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Da prins Joachim i 2020 blev ramt af en blodprop i hjernen, rejste kronprins Frederik dog til kongefamiliens vinslot, Cayx, hvor prins Joachim restituerede. Kongehuset sendte et billede ud, der skulle understrege, at Kronprinsen var der for sin bror.

Men da Dronningen besluttede at tage prinse- og prinsessetitlerne fra prins Joachims børn i slutningen af september, ramte en bombe Kongehuset.

Nu følte prins Joachim, at han var nødt til at trække en streg i sandet. Der blev gjort forskel på hans og Kronprinsens børn – og børnene var kede af det.

Det kom frem, at prins Joachim, prinsesse Marie, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i dag har et kompliceret forhold.

Det skete i et interview med B.T. i Paris, hvor de mange års rygter og spekulationer endelig blev bekræftet.

B.T. mødte prins Joachim og prinsesse Marie til et interview i Paris, hvor de fortalte, at forholdet til Kronprinsparret i dag er kompliceret.
B.T. mødte prins Joachim og prinsesse Marie til et interview i Paris, hvor de fortalte, at forholdet til Kronprinsparret i dag er kompliceret. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

B.T. spurgte prins Joachim og prinsesse Marie, om de havde talt med kronprinsparret efter Dronningens pressemeddelelse.

»Nej,« sagde prinsesse Marie.

»Nej, desværre,« sagde prins Joachim.

Hvordan er jeres forhold?

»Som det er,« sagde prinsesse Marie.

»Som det nu kan være,« tilføjede prins Joachim.

Altså, det er kompliceret?

»Det er kompliceret, nemlig. Det er det,« sagde prinsesse Marie.

Spørgsmålet er nu, om brødrene er kommet på talefod igen – og om familierne kan hele sårene. Det vil kun tiden vise.