10-årige prins Christian så torsdag eftermiddag sin far styrte på trampolin.

Torsdag eftermiddag har formentlig været en af de mere uhyggelige for kronprinsparrets førstefødte.

For da Kronprins Frederik torsdag fik et brud på sin halsrygsøjle efter en trampolinulykke, var prins Christian til stede og så sin fars styrt.

Det bekræfter Kongehuset over for BT via kommunikationskoordinator Kirsten Baltzer Kahr.

»Alt forløb meget roligt, og der blev taget sikker hånd om situationen,« tilføjer hun.

Kirsten Baltzer Kahr vil ikke fortælle mere om, hvordan uheldet skete, men Hoffet meldte tidligere fredag ud, at Kronprinsen nu bærer en halskrave, som han skal have på i cirka 12 uger frem.

Kronprinsen er efter uheldet nødt til at melde afbud til receptionen fredag på Christiansborg Slot for de danske atleter ved de Olympiske Lege og Paralympiske Lege. Selv forklarer Kronprinsen, at han er ærgerlig over aflysningen:

»Jeg er naturligvis ked af ikke at kunne deltage ved receptionen i dag. Jeg havde glædet mig til at fejre de danske atleters store, historiske præstation i Rio. Jeg ønsker deltagerne en god dag på Christiansborg,« siger Kronprins Frederik.