»Det kan være, det skal fejres med en øl eller et glas vin.«

Med et stort smil modtog kronprins Frederik lørdag det eftertragtede diplom for at have gennemført 'En svensk klassiker', der også kaldes en svensk manddomsprøve.

For at sikre sig æren af at modtage diplomet, skal man inden for en periode på 12 måneder have gennemført fire hårde, svenske løb inden for hver deres kategori.

Det drejer sig om 90 kilometer langred på ski til Vasaloppet, 300 kilometer på cykel til Vätternrundan, 3 kilometer svømning i åbent vand til Vansbrosimningen og 30 kilometers løb i ujævnt terræn til Lidingöloppet.

Og det er netop, hvad den danske kronprins gennemførte lørdag, da han med knyttet næve krydsede målstregen i Lidingöloppet.

»Det var et fantastisk løb, som jeg ikke havde troet ville være så hårdt, som det blev,« lød det fra kronprins Frederik til svenske Aftonbladet, efter han havde krydset målstregen og havde modtaget sit diplom.

»Det her var måske det hårdeste (af de fire discipliner, red.). Jeg måtte udvise lidt mere vilje på de sidste fire kilometer,« tilføjede han.

Gennemførte i 'superklassiker'-tid

Den danske 'jernprins' præstation blev dog kun endnu større af, at han samtidig gennemførte de fire hårde discipliner i en samlet tid på under 24 timer. Det gør hans præstation til en 'superklassiker'.

Faktisk gennemførte han på en tid under 20 timer.

»Det føles virkelig godt, men for mig er bare det at have gennemført virkelig tilfredsstillende,« siger kronprins Frederik til Aftonbladet.

Selvom han nærmest kun lige har krydset målstregen, er det næste mål allerede klart.

»Inden jeg bliver for gammel, vil jeg gerne gennemføre en Arctic Circle Race på Grønland,« griner 47-årige kronprins Frederik med henvisning til det 160 kilometer lange adventure langrendsløb i Sisimiut, der er kendt som verdens hårdeste skiløb.

Men først skal gennemførelsen af 'En svensk klassiker' dog fejres.

»Det kan være, det skal fejres med en øl eller et glas vin,« siger han med et smil.

Kronprins Frederik gennemførte Lidingöloppet i tiden 2 timer og 49 minutter.