Onsdag aften spillede verdensstjernen Post Malone i københavnske Royal Arena.

Men blandt tilskuerne til den amerikanske rappers koncert sad der endnu et ganske velkendt ansigt – nemlig Danmarks kommende konge, kronprins Frederik.

En af dem, der spottede Kronprinsen ved koncerten og sågar fik ham overtalt til et billede, var den 27-årige selvstændige Louise Lund Hansen.

Hun var selv af sted til Post Malone-koncerten med to veninder, da den ene af dem får øje på kronprins Frederik og hans selskab kun få meter fra dem.

»Vi sidder fem pladser fra ham på samme række, og så spotter min veninde ham inde i VIP-loungen. Det er bare sådan en meter glas, der lige skærmer ham og hans selskab,« forklarer Louise Lund Hansen til B.T.

Louise Lund Hansen fik en selfie med kronprins Frederik ved Post Malones koncert i Royal Arena onsdag aften.
Louise Lund Hansen fik en selfie med kronprins Frederik ved Post Malones koncert i Royal Arena onsdag aften. Foto: Privat
Vis mere

Derfra var hun ikke sen til at gribe chancen for et billede med Danmarks kommende konge.

»Vi synes, det kunne være meget sjovt lige at få et billede med ham, og så står han uden for loungen, så jeg smutter bare hen og siger hej og spørger, om vi kan tage et billede, og det var han heldigvis frisk på,« fortæller den 27-årige selvstændige.

Ligesom hun til daglig udlejer fotostandere gennem sin virksomhed SelfieCam, så slog hun også til, da muligheden for en selfie med Kronprinsen bød sig. Og det betalte sig heldigvis.

»Han virkede meget glad og rar og frisk, i godt humør og helt nede på jorden,« forklarer Louise Lund Hansen.

ARKIV. Kronprins Frederik dukkede pludseligt op til Post Malones danske koncert onsdag aften i Royal Arena.
ARKIV. Kronprins Frederik dukkede pludseligt op til Post Malones danske koncert onsdag aften i Royal Arena. Foto: Pavel Golovkin
Vis mere

Kongehuset har over for B.T. ikke ønsket at kommentere Kronprinsens tilstedeværelse ved onsdagens Post Malone-koncert, da man betragter det som privat.

Det er dog ikke første gang, at kronprins Frederik er blevet sat i forbindelse med Post Malone.

Under den skanderborgske festival Smukfest i 2018 blev der nemlig også delt et billede af Suspekt-medlemmet Bai-D, hvor både Kronprinsen og Post Malone poserede sammen med resten af rapgruppen i festivalens backstageområde.