Kronprins Frederik er netop ankommet til Jordan.

Her er han på 'mission' sammen med Red Barnet og organisationens frontkvinde, generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

Det oplyser kongehuset i opslag på både Facebook og Instagram.

'For kort tid siden ankom jeg til Zaatari-flygtningelejren i Jordan, hvor jeg sammen med Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen og minister for udviklingsarbejde er på besøg det meste af i dag,' skriver Kronprinsen.

Kronprinsen er i Jordan med Johanne Schmidt Nielsen.
Kronprinsen er i Jordan med Johanne Schmidt Nielsen. Foto: Ulrik Jantzen
Vis mere

Han fortæller endvidere, at fokus for besøget er Red Barnets arbejde med psykosocial støtte til børn på flugt.

'Sammen skal vi møde en række børn, både små og store, der sammen med deres familier modtager hjælp og støtte fra Red Barnet. Der bor omkring 78.000 flygtninge i lejren, og cirka halvdelen er børn,' skriver den kommende danske konge.

Kronprins Frederiks besøg kommer kort efter, at prinsesse Marie er vendt hjem fra Uganda.

Her var prinsessen draget til for at besøge en række af Folkekirkens Nødhjælps projekter.

B.T. var med på turen og spurgte hende blandt andet om, hvad hun tænkte om forskellen i levestandarden i Uganda i forhold til i den vestlige verden.

»Det er rigtig langt fra, og derfor er det virkelig vigtigt, at vi skal bruge vores viden til at hjælpe dem, som netop ikke har adgang til de basale ressourcer og uddannelse, fordi det er så langt fra det, vi kender. Men hvis vi samarbejder, så kommer der noget godt ud af det,« svarede hun.

Det er uvist, hvor længe kronprins Frederik vil befinde sig i Jordan.

Besøget står ikke i Kronprinsens kalender for officielle begivenheder, og det har ikke været muligt for B.T. at få et svar fra kongehusets pressetjeneste på årsagen til dette.